Klumme nægter at få en profil på Facebook. Den gider ikke høre fra gamle og for længst glemte skolekammerater og ditto kolleger, tidligere kærester, fravalgte grene af familien og andet godtfolk. Klumme synes dens netværk i den analoge verden er stort nok. Den behøver ikke at udvide kredsen med en mere eller mindre tilfældig flok af såkaldte digitale venner.
Sådan havde jeg det selv indtil for nylig, men til sidst overgav jeg mig og tog springet. Det bringer mig i kategorien “very late follower”, da jeg tilsyneladende er en af de sidste oppegående danskere, der har lagt mit kontrafej ind på det omsiggribende community.
Men nu er jeg der altså, og hver dag tikker utallige meddelelser fra nær og fjern ind på min mail. Det er langt fra dem alle, jeg tager mig af, for så kunne hele dagen hurtigt gå med det, specielt fordi jeg har øvet mig på at få opbygget en omfattende digital vennekreds i en ruf.
Gud og hver mand har jeg inviteret til at blive mine venner. Også folk jeg aldrig i mit liv har mødt, eller rettere sagt særlig den type. Bare jeg har hørt deres navn får de en opfordring til at føje sig til min stadig voksende liste af…
Ja, hvad er det egentligt for en liste, jeg har fået bygget op?
Den har i hvert fald delvist karakter af en celebrety-liste. Der er forbavsende mange kendte journalister, debattører, forfattere, musikere og politikere. Forbavsende for jeg kender kun et fåtal af dem i den virkelige verden. Og jeg mener virkelig få. Klummes og mit liv er ikke særligt celebert sådan til daglig.
Der gik et par dage, inden jeg tog mig sammen til at invitere den første kendis, men en dag faldt jeg over Henrik Qvortrup – ham spindoktoren, der i sin fritid er chefredaktør på Se & Hør. Hans billede optrådte på en af mine digitale venners liste, og jeg stoppede forbavset op tænkte: Kender de virkelig hinanden? Det har jeg aldrig hørt om før.
Efter lidt tøven trykkede jeg med en fnisen på knappen og sendte en opfordring til den medieglade sladderbladsredaktør: Vil du være min ven?
Og det ville han, nærmest med det samme, og derefter lå verden åben for mig og mine celebre ambitioner, for han kendte naturligvis alle mulige andre kendte. Jeg gennemgik minutiøst hans venneliste og sendte beskeder til alle, der bare lignede en kendis.
Gæt, hvad der så skete…
Ja, det er rigtigt. De svarede stort set alle sammen bekræftende. Dagen efter havde jeg 20 nye “venner” fra de højere medieluftlag. Jeg sad i min stue og grinede højt af begejstring, mens Klumme lå på sofaen med himmelvendte øjne. Derefter gennemgik jeg alle mine nye venners vennelister og sendte endnu en byge af opfordringer af sted. Igen med overvældende resultat.
Efter tre uger har jeg nu 386 venner. Bevares, de er ikke alle sammen lige kendte, en hel del af dem er rigtige venner, familie og bekendte samt reklamefolk, kunder, tidligere kolleger og så videre, men du er velkommen til at tjekke min venneliste og tælle kendisser.
Og hvis du opfordrer mig til at blive din ven, så får du et ja, med mindre vi engang har været uvenner, eller du er medlem af Dansk Folkeparti.
Ud af de 386 venner er der tre, der har spurgt om, hvor vi kender hinanden fra, underforstået hvad har du gang i? Men de er ikke A-kendisser.
A-kendisser har forstået, hvad det hele går ud på, nemlig at få sit navn i spil så mange steder som muligt. Man ved aldrig, hvornår man bliver glemt, og så er det godt have et fundament af mennesker, man kan meddele sig til.
Jes Stein Petersen – DR2-vært på Deadline 2. Sektion – er rigtig god til at holde sine digitale venner opdateret med, hvad han går og roder med. For eksempel:
“Sidder og forbereder spørgsmål til interview med Lisa Marklund”.
Godt så ved vi – dine venner – at vi skal se dit program på søndag.
Reimer Bo er en af topscorerne, hvad angår venner. Sidst jeg tjekkede, havde han 3.853 venner. Det var et helvede at komme igennem dem alle sammen for at se, hvem jeg gerne ville have i min egen samling.
Klumme synes, jeg har begivet mig ud på kynismens overdrev. Den mener, jeg har kompromitteret begrebet venner og er på vej til at blive en elendig linseluder.
Til det kan jeg kun sige, at jeg er enig. Personlig branding er ikke for de fintfølende, det har meget lidt med venskab og virkelige følelser at gøre. Det handler om at blive kendt og allerhelst berømt.
Klumme spørger sarkastisk om forretningen Feldthus, Feldthus & Feldthus går dårligt, og til det kan jeg heldigvis svare nej, den går fantastisk. Altså den del, der handler om at være konsulent og rådgive om branding, kommunikation og medarbejdermotivation.
Sagen er, at jeg er på vej ind i en ny verden, og i den verden er mit eksisterende netværk ikke nok til at få succes. Lige om lidt bliver jeg forfatter, og så skal der mere til, også selvom jeg bliver udgivet på det fine forlag Gyldendal. At sælge bøger er ikke nemt, og man bliver nødt til at bruge sig selv råt for at få opmærksomhed.
Det er så hermed gjort.
Og det bliver ikke det sidste, der er sket i den sag. Forhåbentligt bliver det en dag en case, der kan komme på Advertising Effectiveness Award med en tårnhøj return on investment, da marketingbudgettet er nærmest ikke eksisterende.
To be continued…
