Af Hanne Feldthus

Om at blive både venner og uvenner med folk, imens man spreder sit navn og sit buds.

Klumme besidder en del uklædelige egenskaber, hvoraf misundelse er en af dem. Klumme er aldeles blottet for evnen til at glæde sig på andres vegne.

Som en kolerisk kreativ chef, der føler sig truet af yngre og mere opfindsomme medarbejdere, bliver den mere og mere gnaven, jo bedre det går mig. Og det med Facebook har slået den helt ud af kurs.

Den forstår ikke projektets antropologiske formål, hvor jeg bringer mig selv i spil for at undersøge Facebooks kvaliteter som kommercielt medie.

Faktisk ved jeg ikke, hvor Klumme befinder sig lige nu, formodentlig sidder den og spytter i en lunken fadøl på et af de nærmeste værtshuse, mens den skumler over alle de tilbagemeldinger, jeg har fået på sidste uges linseluder-klumme.

Imens den er væk, vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til alle de søde mennesker, der bakker op om mit celebrety-projekt.

Tak til alle jer der er blevet mine venner på Facebook (der er stadigt åbent for tilgang), tak for alle mails og alle de positive kommentarer, jeg bliver mødt med alle steder. Det giver håb om, at jeg nok skal blive rigtig kendt en skønne dag. Helst i forbindelse med d. 27. februar 2009, hvor bogen kommer på gaden, om end det måske er lige ambitiøst nok.

Heldigvis er der lidt tid endnu, for det går naturligvis ikke så hurtigt, som jeg kunne ønske mig.

I mellem tiden kan jeg underholde med mine oplevelser på Facebook.

Thomas Mygin, kendt tv-vært fra diverse shows på Kanal 5, ønskede ikke at være ven med mig, men det havde han ikke nerver til at sige lige ud. Han har jo også sine shows at værne om.

Måske var det derfor, at han var høflig nok til at meddele mig sit afslag i stedet for bare at ignorere mig. Han undskyldte sig med, at det var imod Facebooks intentioner, da han mente, at de opfordrer til, at man kun bliver venner med folk, man faktisk er venner med eller i det mindste kender.

Ok, der er nok noget, den gode Mygin lige har overset, hvilket jeg da også antydede overfor ham i mit svar. Det svarede han så aldrig på. Senere har jeg hørt rygter om, at hvis man får mere end 5000 venner, så betragter Facebook det som en kommerciel aktivitet og begynder at opkræve penge af en. Den tid den glæde, siger jeg bare.

Anderledes positivt var det at blive venner med den humoristiske forfatter Jens Blendstrup. Han bekræftede øjeblikkeligt min venne-anmodning med et ledsagende spørgsmål, om vi lige skulle sige hej først. Altså et digitalt hej.

Jeg returnerede straks et digitalt hej og roste ham til skyerne for hans fremragende bog: “Gud taler ud”, hvilket førte til et taknemmeligt svar fra hans side og et højt humør på min side resten af den dag.

Det er one-to-one-markedsføring af en helt anden kaliber end en uvedkommende direct mail. Sandsynligheden for, at jeg køber hans næste bog, steg lige med et par tusind procent.

Og så er der “stalkeren”. Jeg kender hende ikke, men hun kender mig fra den gang, jeg gik i folkeskole. Birthe hedder hun. Måske har hun været min lærer? Under alle omstændigheder har jeg fået flere irriterende beskeder fra hende om dagen.

Hun læste også den sidste klumme, da jeg naturligvis gjorde alle mine digitale venner opmærksom på, at de kunne finde linseluderklummen på Bureaubiz.dk. Det hedder reklame – måske oven i købet viralreklame, nu jeg tænker mig om.

Stalker-Birthe har meget stærke holdninger til mit projekt, hvilket hun gør højlydt opmærksom på på min profil – og det på en måde, så det generer udvalgte af mine kendis-venner heriblandt Lotte Heise. (Her skal ikke grines.)

Det kunne jeg naturligvis ikke have, og gode råd var dyre, indtil jeg fandt ud af, at man kan slette uønskede venner. Stalker-Birthe røg på den konto. Lotte Heise er der mig bekendt endnu.

På et konkurrerende nyhedsbrev, udgivet af Huset Markedsføring, kunne man forleden læse, at 1.6 millioner danskere er på Facebook. Det har delvist givet Klumme vind i sejlene, for den mener, “at det gør mig til ynkelig mainstream”, men det synes jeg ikke, at man skal skamme sig over. Det handler vel om fænomenet “The long tail”, jo flere jo bedre for så er der noget for alle, og selv ukendte forfattere kan komme til orde.

To be continued…

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club