Hansen Agenda får ny partner og nyt navn

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bureauet optager en tidl. corporate vice president for stakeholder engagement i Novo Nordisk som partner.

Hansen Agenda optager Charlotte Ersbøll som partner. Hun var i en længere årrække og indtil i efteråret corporate vice president for stakeholder engagement i Novo Nordisk.

Bureauet hedder fremover Hansen & Ersbøll Agenda og deres mission er at ‘bygge aktivistiske brands, der sætter samfundsagendaer og mobiliserer strategiske partnerskaber’.

”De fleste kunder med hånden på hjertet vil gerne have hjælp til både at få styrket deres kerneforretning og være med til at løse samfundets udfordringer, om det er i lokalsamfundet eller på verdensscenen. En nøgle til at kunne gabe over begge ønsker på samme tid, er at virksomheder skal turde adressere, at deres produkt er en del af løsningen. Det kan de gøre gennem aktivistiske brands,” skriver bureauet i en pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen fortsætter:

”Tiden er løbet fra CSR-aktiviteter af mere filantropisk karakter, der ikke skaber langsigtede resultater på bundlinjen. Man skal tro på, at man når sine kunders hjerter ved at være synlig omkring sin rolle i samfundet og ved aktivt at være en del af løsningen. Det giver et stærkt brand i dag at sikre værdikæden i morgen.”

Om årsagen til at tage Charlotte Ersbøll med i bureauet, siger adm.dir. Lotte Hansen:

”Charlotte er en af de tungeste profiler i Danmark når det kommer til at gennemføre en omstilling til et aktivistisk brand. Jeg kan kun se med benovelse på den forvandling Novo har lavet de sidste 15 år. Da jeg første gang hørte om virksomheden var der rod i Afrika og det påvirkede mit og mange andres syn på Novo den gang. Men efter Charlotte og hendes teams stædige arbejde er Novo  i dag en global virksomhed der ses på med respekt og deres brand er kanonstærkt om man ser på det med medarbejderøjne, ledelsesbriller eller generelt omdømme”.

Charlotte Ersbøll er pt udlånt til FN’s Global Compact, som er et frivilligt initiativ for virksomheders samfundsansvar og bæredygtighed. Her skal hun bl.a. lede udviklingen af en global aktivitetsplatform, der skal sætte sundhed og velvære på virksomhedernes dagsorden som fremtidens bæredygtighedstema.