Her er årets danske jurymedlemmer i Cannes

Peter Engholm
25@mail.dk

To af byens mindre – og mere ukendte – bureauer leverer profiler til jury-hvervet ved sommerens Cannes Lions.

Danmark fastholder to jurymedlemmer ved verdens største kreativitets-festival, Cannes Lions. Lad os ikke dvæle ved, at svenskerne er repræsenteret i ikke færre end syv juryer, men straks gå til de danske hverv, der bl.a. bryder med flere års tradition.

Der har igennem flere år været dansk repræsentation i Cyber-kategorien – med Lars Bastholm som juryformand i 2009, Rasmus Frandsen, LBi, i 2010, og Jakob Kahlen, Hello Monday, sidste sommer – men i år er det i stedet PR-juryen, der får dansk repræsentation.

Samtidig fastholdes jurymedlemmet i Film-kategorien, hvor Frederik Preisler, Mensch, i 2011 var på hårdt arbejde i festivalpalæet.

De danske jurymedlemmer 2012 er:

  • FILM: Olga-Marie Bastian Stakemann, Liquidminds
  • PR: Kresten Schultz Jørgensen, Lead Agency

Således to markante profiler fra den danske bureaubranche – og fra bureauer, der er lidt mindre profilerede end Mensch og Hello Monday.

Sidste år blev det til 7 danske shortlister, som blev vekslet til 3 løver: Sølv i Cyber Lions til Hello Monday for Google Demo Slam, bronze til Hjaltelin Stahl & Co i Film Lions for Ikea – kvalitetstestet af hverdagen (Onkel Arne) og bronze til &Co i Design Lions for visuel identiet til Friends Film Company.