Her er 5 konferencer, hvis du vil disruptes

peng

30 danske CEOs mødtes med CNNs teknologikorrespondent for at lade sig ryste i deres grundvold – og finde tilbage til et entreprenør-mindset.

Disruption er et af tidens ord, og det bruges i mange sammenhænge – f.eks. om den udfordring, som mange virksomheder har, når de pludselig står over for en helt ny og anderledes konkurrent, der udspringer af den digitale verdens muligheder.

Det var emnet, da 30 danske CEOs på foranledning af Advice og management konsulentvirksomheden Valcon mødtes under ledelse af Laurie Segall, CNN’s teknologikorrespondent for CNNMoney,

Hun dækker den teknologiske udvikling og entreprenørskab i hele verden og siger:

”En af de største farer er, at bureaukratiet i større virksomheder ofte er en hæmsko for kreativ tænkning. Derfor skal man se ud over sine egne systemer og forestillinger – lade sig disrupte – hvis man vil overleve som virksomhed i den digitale alder. Det er altafgørende, at man skaber et start-up mindset i de store virksomheder – og vær forberedt på, at du når som helst kan blive overhalet af en mindre virksomhed.”

Hun anbefaler, at man følger med i udviklingen på og omkring det marked, man befinder sig i. Særligt ved at følge techblogs og online-diskussioner og deltage i konferencer og events, hvor iværksættere – morgendagens konkurrenter – mødes.

Hun har denne Top5-liste over konferencer til virksomhedsledere, der vil rystes i deres grundvold:

  1. SXSW
  2. Web Summit
  3. f.ounders
  4. DLD
  5. TechCrunch Disrupt

Et andet fif er at lære investorer og venturekapitalister bedre at kende. De er med til at afgøre, hvilke produkter og services, der ender med at komme på markedet. Hvis en startup-virksomhed lander en stor investering, er der god grund til at holde øje med den og overveje, om den appellerer til de samme kunder, som man selv gør.

Ralf Lodberg, direktør og partner i Advice, siger:

”Det vrimler lige nu med små nystartede virksomheder, der er drevet af digitale natives og i stand til på kort tid at erobre store markedsandele fra de gamle mastodonter. Vi ser det særligt inden for services, der nemt kan digitaliseres. De oplagte eksempler er Ubers tilgang til taxakørsel, Airbnb’s tilgang til hotelbranchen eller Instagrams tilgang til billeder – men ingen kan vide sig sikre.”

Men de 30 CEO’s – der blev bedt om at tage jakkerne af og iføre sig hættetrøjer, bl.a. for at finde tilbage til et entreprenør-mindset – blev ikke kun dunket oven i hovedet. Der er nemlig grund til at kaste håndklædet i ringen, for store virksomheder kan lære meget af de unge iværksættere, hvis de er klar til at adoptere deres mindset.

”Det er vigtigt, at de store virksomheder genfinder deres egen iværksætterånd. Vi mister tit vores risikovillighed, når vi bliver for store. Vi tager tingene for alvorligt og er bange for, at det går galt. Mange glemmer, at det netop er gennem fiaskoerne, at man udvikler sig. Og det er ved at tage livtag med det ukendte, at man finder de nye løsninger,” siger Ralf Lodberg og uddyber:

”Det handler bl.a. om at få inkorporeret arbejdsmetoder, hvor man kan arbejde hurtigere og smidigere med prototyper – eller pretotyper.”