Her er 5 trends, som Unilevers marketingboss har fokus på

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Keith Weed har det øverste ansvar for Unilever-koncernens markedsføring. Han har været på CES-messe og identificeret 5 ting, der har betydning for markedsførere.

Trends er en populær ting at udkomme med omkring årsskiftet, men for det meste er det diverse konsulenter, der søger at øse af deres viden.

I dette tilfælde er det dog en af verdens største annoncører, der står bag. Keith Weed er øverste marketingboss for Unilever, og han har været på den årlige CES-messe (Consumers Electronic Show), som han karakteriserer som en speciel måde at starte året på.

Han fortæller til Marketingweek, at fremtidens gadgets normalt tager hovedscenen, men for annoncører som ham er det vigtigere at søge at identificere, hvordan disse trends vil påvirke forbrugerne. Han har på det grundlag identificeret 5 teknologi-trends.

Omni-connectivity

Mange af de store tech.selskaber forudsiger, at 2015 vil blive ‘the tipping point’ for forbundne forbrugere. Det handler ikke kun om mobiler og computere men om, at et hav af forskellige produkter bliver forbundne.

Keith Weed kalder det for omni-connectivity og han konstaterer, at det åbner en verden, hvor markedsførere kan og skal sikre, at de tilbyder forbrugerne noget, der er ægte personaliseret og konceptualiseret baseret på deres adfærd, lokalisering og timing.

Biler som computere

Bilindustrien går gennem en betydelig transformation, der ikke bare handler om at være forbundne, brændstof-effektive og måske endda førerløse. Med internet musik, video-skærme og GPS bliver bilen potentielt den næste medieplatform for brands og pre-retail involvering – biler kører jo faktisk forbi butikker.

4K TV skærme

4K giver ny mening til ultra high definition, og markedsførere skal være på tæerne og klar til at skabe mere integreret og involverende indhold.

Folk vil mere end tidligere interagere med brands – men de ønsker at gøre mere end blot at købe et produkt. De ønsker at købe ind i en ide og co-create en brand-oplevelse.

3D printing

3D printing har flyttet sig hurtigere ind i nye områder end man troede muligt. Det giver store muligheder for at øge tempoet på fremstillings-processer og reducere omkostninger.

For marketing-teams er udfordringen at sikre, at brand-identiteten ikke tabes undervejs.

Virtual reality

Facebooks køb af Oculus Rift har åbnet diskussionerne om virtual reality, produkter og fremtids-perspektivet. Virtual reality åbner en masse muligheder.

Markedsførere er nødt til at tænke over, hvad dette betyder for brands. Hvordan kan det digitale miljø skabe nye interaktive oplevelser, som tidligere kun var mulige i statiske omgivelser. Måske skal markedsførere være mere opmærksomme på fremtidens innovatorer, der kan hjælpe med at udvikle teknologier, der kan skabe nye spændende oplevelser for vores målgrupper.

“Teknologien udvikler sig med lysets hast, men det fundamentale i brand-bygning og skabelsen af vækst baseret på forbruger-behov synes konstant. Mens det synes umuligt præcist at forudsige, hvilken indflydelse temaerne fra dette års CES vil få, må markedsførere sørge for at forblive fokuserede på den relation, de bygger med deres publikum, og anvende ny teknologi til vækst uden at forlade det basale,” skriver Keith Weed.

Kilde: Marketingweek