Her er bureaubranchens vildeste regnskab

Finn Graversen
journalist

En produktivitet på 1 mio. kr. i bruttoavance pr. medarbejder vil mange bureaudirektører være glade for. Her er et bureau, der præsterer mere end det 10-dobbelte

Når det gælder produktivitet udtrykt gennem bruttoavancen pr. medarbejder, så er der et bureau, der skiller sig helt vildt ud i den årlige Nøgletalsanalyse, som indgår i BureauTrends-rapporten.

Det gælder det lille designbureau, Kühl & Han, som siden bureauet i 2021 trådte ind på den store scene som Grand Prix vinder i Cannes sammen med svenske AKQA, har præsteret det ene bemærkelsesværdige regnskab efter det andet.

I regnskabsåret 2022/23 gik det så meget frem, at de i gennemsnit tre fuldtidsmedarbejdere, heriblandt de to stiftere, Matias Hansen og Morten Kühl Christensen, præsterede en gennemsnitlig bruttoavance pr. medarbejder på ca. 8 mio. kr.

Den produktivitet er i særklasse, og der er langt ned til det næstmest produktive, designbureauet Space 10, der præsterede 3,3 mio. kr. pr. medarbejder. Men her var der tale om en engangsindtægt på 42 mio. kr. i forbindelse med, at bureauets længerevarende samarbejdsaftale med IKEA om at styrke innovationskulturen i IKEA blev stoppet efter, hvad parterne beskrev som mission accomplished.

Den slags forklaringer finder man ikke i Kühl & Hans regnskab. Og for at give denne historie endnu mere schwung, så har bureauet fornylig indleveret et regnskab for 2023/24, der er endnu vildere.

Nøgletallene ser således ud:

Nøgletal for Kühl & Han

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

  • Bruttoavance 54,07 mio. kr. +118,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 10,814 mio. kr. +31,4 pct.
  • Lønandel 6,8 (10,3)
  • Resultat før skat +38,83 mio. kr. +127,1 pct.

Denne vækst har godt nok også krævet en vækst i antallet af medarbejdere – bureauet er gået fra et gennemsnit på 3 fuldtidsansatte til: 5! Det betyder at bruttoavancen pr. medarbejder er steget med 31,4 pct. til 10,8 mio. kr.

En bruttoavance pr. medarbejder på 8 mio. kr. var i sig selv vild. 11 mio. er på det nærmeste helt uforståeligt. Tager man definitionen på et årsværk (1924 timer) og dividerer 10,8 mio. med det, så får man en timepris på ca. 5600 kr. Men at forestille sig, at et bureau kan fakturere 100 pct. af årets timer til en sådan pris forekommer ikke videre sandsynligt, så det ligner, at der gemmer sig en anden forretningsmodel end almindeligt timesalg.

Kühl & Han er dog et bureau, som optræder sjældent i medierne. Bureaubiz har tidligere søgt at få et interview om det meget succesrige bureau, men heller ikke denne gang har man ønsket at kommentere på regnskabet.

Den eksorbitant lave lønandel skyldes, at medarbejderne i gennemsnit blev aflønnet med 733.600 kr., hvilket var et fald på 13,6 pct. Til gengæld er overskuddet tilsvarende stort, og ejerne hæver hele overskuddet efter skat (ca. 30 mio. kr.) i udbytte. Her skal Morten Kühl Christensen og Matias Hansen frem over dele med en mere, idet Filip Kobjevsky i foråret blev medejer.

Kühl & Han og Space 10 er dog ikke ene om en stor produktivitet. Det lille reklamebureau, Suzumuchi, der er ejet af spilleselskabet Kindred Group, har også altid ligget højt, og i 2023 præsterede man et nyt højdepunkt med en bruttoavance pr. medarbejder på lidt over 5 mio. kr.

Skal man fremhæve andre bureauer, så bliver det f.eks. FFW, Mensch, Boye & Spellerberg, Tre Kronor, Point Communications og Densou Createch Garage. Deres bruttoavance pr. medarbejder på mellem 2 og 2,6 mio. kr. er ret flotte – men de syner ikke så meget i forhold til de tre topscorere.

Nøgletalsanalysen, CMO trendanalysen og Bureaudirektøranalysen er en del af BureauTrends-rapporten fra Bureaubiz. Den er netop udkommet. Læs mere om og bestil rapporten BureauTrends her.