Her er bureauernes største lønninger

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

To bureauer har gennemsnitslønninger over 1 mio. kr. Små bureauer – og i særdeleshed små PR-bureauer fylder godt på de to Top 5 lister – der dog også giver plads til ret kendte reklamebureauer.

Den gamle Propaganda McCann-filosofi gør sig stærkt gældende på listen over bureaubranchens største lønninger. Ikke bare fordi Mensch er et af blot to bureauer i Danmark med gennemsnitslønninger over 1 mio. kr.

Også fordi både Kommunikationsbureauet København og McCann Copenhagen er med på de to Top 5 lister (små og større bureauer)

Alle tre bureauer er et produkt af opløsningen af Propaganda McCann, og udspringer således af forretnings-modellen med høje lønninger, der skal modsvares af en tilsvarende høj bruttoavance pr. medarbejder.

McCann Copenhagen har dog lidt vej endnu, før man kan matche de to andre på lønandel.

Ellers er det de små PR-bureauer, der markerer sig stærkt på listen. 4 ud af 5 af de små bureauer er fra PR-branchen, som dog også har den højeste gennemsnitlige personaleomkostning af alle 166 bureauer i Bureaubiz’ årlige bureaurapport.

Det lille bureau, Gunbak, med 5 ansatte topper samlet set med en gennemsnitlig personaleomkostning på over 1,2 mio. kr.

Mensch topper listen over de større bureauer (mere end 15 mio. kr. i bruttoavance).

Generelt er der dog ikke egentlig store bureauer på de to Top 5 lister. Størst er dialogbureauet RelationshusetGekko med 24 medarbejdere. Man skal et godt stykke ned af listen for at finde et af de helt store bureauer. På en 20 plads finder man Ogilvy med en gennemsnitlig personaleomkostning på 679.659 kr.. Lige efter følger Advance med 675.352 kr. Begge bureauer er blandt Danmarks 10 største reklamebureauer.

Man skal endnu længere ned ad listen for at finde et digitalt bureau – men så finder man også et af de helt store bureauer – nemlig Creuna, der har en gennemsnitlig personaleomkostning på 605.104 kr. Creuna er Danmarks næststørste bureau uafhængig af bureautype.

Mediabureauet med de største lønninger er Havas. De 7 medarbejdere kostede i snit 616.571 kr.

eTypes er designbureauet, der brugte mest på sit personale. Her kostede hver medarbejder i snit 601.625 kr.

I fredags kunne vi fortælle, at Naked i 2010 var Danmarks hurtigst voksende bureau. De tre medarbejdere bliver godt betalt – 757.333 kr. kostede de i snit – men det er ikke nok til at komme på listen over de største lønninger. Til gengæld gør Naked sig gældende på listen over de største bruttoavancer pr. medarbejder. Det giver en lav lønandel – og følgelig den største indtjening pr. medarbejder af alle bureauer – med Mensch på 2. pladsen og det digitale bureau Hello Monday på 3. pladsen.

Top 5 lønninger – større bureauer

  1. (r) Mensch 1.002.250 kr. (12 ansatte, lønandel 55)
  2. (r) Robert/Boisen & Likeminded 806.313 kr. (16 ansatte, lønandel 70,3)
  3. (r) Grey København 782.286 kr. (14 ansatte, lønandel 62,3)
  4. (r) McCann Copenhagen 781.706 kr. (17 ansatte lønandel 69,8)
  5. (dm) RelationshusetGekko 772.750 kr. (24 ansatte, lønandel 80,0)

    Større bureauer er defineret som bureauer med mere end 15 mio. i bruttoavance. Det er de samlede personaleomkostninger, der er grundlaget for beregningen.

Top 5 lønninger – små bureauer

  1. (pr) Gunbak 1.238.400 kr. (5 ansatte, lønandel 62,5)
  2. (pr) Lead Agency 965.667 (3 ansatte, lønandel 65,5)
  3. (r) Kommunikationsbureauet København 924.825 kr. (4 ansatte, lønandel 50)
  4. (pr) Prospect 830.714 kr. (7 ansatte, lønandel 77,9)
  5. (pr) JKL 771.400 kr. (10 ansatte, lønandel 65,9)

Bureaubiz’ årlige rapport rummer nøgletal på i alt 181 bureauer (166 plus 15 datterselskaber i mediabureauer). Desuden rummer den en rangordning af bureauer baseret på resultater i 10 danske og internationale reklamepriser samt meget andet. Læs f.eks. artiklen “Samarbejd eller dø”. Rapporten koster 1695 kr. ex. moms og kan bestilles hos finn@bureaubiz.dk