Her er Danmarks mest veldrevne bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

KathArt Interactive, Very, e-Types og Hello Monday er fire bureauer der klarer sig rigtig godt, når man bedømmer økonomiske resultater på en lidt længere bane end blot det seneste regnskabsår. Se de 10 mest veldrevne.

To bureauer kan prale med at have præsteret økonomiske resultater i de sidste tre år, som giver dem titlen – Danmarks mest veldrevne.

Det er resultatet af Bureaubiz Performance Index, BBPI, der rangordner bureauer efter overskudsgrad og vækst i de sidste tre år. Desuden deles bureauerne op efter størrelse: Major League med mere end 15 ansatte og Minor League med mindre.

Listen finder man i den netop udkomne Bureaurapport 2012 med nøgletal for 203 bureauer, og BBPI kan til en vis grad give næring til udsagnet om, at den der lever stille, lever godt.

Sidste år toppede pr-bureauet, Operate, der ikke hører til de højt profilerede i branchen. Operate gør det fortsat godt – men det er et rigtig godt år, der er gledet ud til fordel for et ikke lige så godt år, mens andre er rykket frem. Derfor er Operate nu på en 7. plads.

Markant vækst i KathArt

Og i år topper et web-bureau, der heller ikke hører til landets højest profilerede. Men Kathart Interactive er vokset markant – og har bl.a. krydset grænsen på 15 medarbejdere, så man er kommet med i Major League. Og væksten er sket med fastholdelsen af en yderst fornuftig overskudsgrad.

I Minor League topper community marketing bureauet Very.

Kathart Interactive er stiftet lige før årtusindskiftet af Kathrine Chmiel og var i starten en underleverandør til andre bureauer.

“Men så kom dot.com krisen og mange bureauer trak sig tilbage til det traditionelle. Der lærte vi, at vi også skulle arbejde med vores egne kunder,” fortæller direktør Franz Berliner.

Han erkender, at bureauet ikke hører til de mest kendte.

“Men vi har bl.a. en række udenlandske kunder, og det giver ikke nødvendigvis stort kendskab i Danmark,”, siger Franz Berliner.

Bureauet er stærkt fokuseret på brugeroplevelsen og det at gøre den relevant – men samtidig har man igennem alle årene også haft et underholdningselement, som en integreret del af arbejdet.

“Nu taler man meget om gamification, og vi har grinet lidt af, at der nu er et navn på det, som altid har været en integreret del af vores arbejde,” siger Franz Berliner.

For nogle år siden lavede bureauet et spil for sig selv, hvor man før en af nu afdøde Apple-chef Steve Jobs store produktpræsentationer kunne styre ham rundt i Apples hovedkontor, hvor han skulle søge at undgå journalister.

“Det spil gav god opmærksomhed og en række amerikanske kunder,” fortæller Franz Berliner.

Bureauet kører med en lønmodel, hvor medarbejderne får en fast grundløn, mens resten af lønnen udgøres af 40% af overskuddet.

2. pladsen i Major League undsiger konceptet om at leve stille. Designbureauet e-Types er et af branchens højt profilerede.

Anderledes reklamebureau topper blandt de små

Det samme gælder 1. og 2. pladsen i Minor League, hvor både Very og Hello Monday er kendte bureauer.

Very er i rapporten placeret i reklamebureaugruppen – af mangel på alternativer for det er et meget atypisk reklamebureau. Arbejdsfeltet hedder community marketing, og konceptet for bureauet er at kunne arbejde med egne medier – forstået på den måde, at bureauet har en række plannere tilknyttet, der hver for sig er eksperter i særlige kulturer og miljøer.

Bureauet har ikke en kreativ afdeling og producerer som udgangspunkt ikke traditionelle kampagner men arbejder med brugerdrevet kommunikation baseret på plannernes indsigt i og kontakt til de forskellige kulturer. Herudover har Very opbygget en database som et centralt værktøj.

People Group har i foråret købt 30 pct. af Very.

Top 5 – Major League

  1. KathArt Interactive
  2. e-Types
  3. Wunderman
  4. Hedal Kruse Brohus
  5. Saatchi & Saatchi

Top 5 – Minor League

  1. Very
  2. Hello Monday
  3. Heyday
  4. Lysholm Reklamebureau
  5. Stupid Studio

Om BBPI

Udviklingen i bruttoavance skildrer bureauernes konkurrenceevne, mens udviklingen i overskudsgrad skildrer effektiviteten. Endelig belønnes, henholdsvis “straffes”, bureauerne for hvert år de har præsteret en overskudsgrad større eller mindre end gennemsnittet. Produktet af disse 3 tal danner tilsammen BBPI-scoren.

Modellen og formlerne er tilrettelagt i samarbejde med Euro RSCGs økonomidirektør Anker Brandt Nielsen, samt adm. dir., Steen Holm, der også er ophavsmand til opdelingen i WinWin, Slavepiskere, Socialkontorer og LoseLose.