Nike har netop markeret sit 25 års jubilæum med Just Do It-sloganet – og en film instrueret af danske Nicolai Fuglsig – og får nu et skulderklap af bureaubranchen: Det er den kunde, som topfolkene fra klodens førende reklamebureauer helst vil arbejde sammen med.
330 adm. direktører, kreative direktører og andre chefer – alle med grundløn på mindst 1,7 mio. kr. – har i en undersøgelse fra Bonamy Finch vurderet en række brands på baggrund af deres omdømme: Samarbejdsevner, niveauet i marketing, evnen til at frembringe award-vindende kreativt arbejde og at være socialt ansvarlige.
Top6 på listen er uforandret i forhold til sidste år: Nike, Google, Volkswagen, Adidas, Apple og Coca-Cola. Det nye er, at Apple er gledet fra 2. til 5. pladsen i undersøgelsen. Ifølge AdAge og undersøgelsens ophavsmænd kan det ses som et tegn på, at Apples renomme lider under Steve Jobs død, idet han var kendt for at have fingrene ekstraordinært dybt begravet i marketing-kagen.
Nike kan takke sig selv for førstepladsen: Ved at være kendt for at forlange det bedste af sine bureauer, og ved at være bannerfører. 3 ud 4 respondenter anser Nike som “very desirable”, og brandet ligger øverst på 6 ud af de 7 adspurgte områder.
Procter & Gamble rykker fem pladser op, til en 8. plads. Et lille hop for et brand, et stort skridt for en FMCG-koncern. Bunden udgøres nemlig af L’oreal, Kellogg, Reckitt Benckiser, Colgate, GlaxoSmithKline – og General Motors.
Kilde: AdAge