Effektivitet, produktivitet – eller kvalitet. Der kan anlægges adskillige betragtninger på, hvor meget og hvorfor bureauer får mere eller mindre ud af deres medarbejdere.
Et nøgletal, der kan være med til at forklare noget af det, er bruttoavancen pr. medarbejder. Hvilken timepris kan man få, og hvor mange timer kan man fakturere.
De dygtigste folk kan man selvfølgelig tage en højere pris for – problemstillingen er dog, at i et konkurrencepræget marked, så vil timepriserne nok ligge inden for en vis margen.
Derfor vil faktureringsgraden spille en central rolle. Jo færre spildtimer, des større bruttoavance pr. medarbejder og potentielt en større indtjening.
Timepriserne varierer i forhold til, om det er rent lønarbejde eller tunge strateger/kreative, men arbejder man ud fra en timepris på gennemsnitligt 1500 kr., så er den maksimale bruttoavance pr. medarbejder på omkring 2,5 mio. kr.
Den gennemsnitlige bruttoavance pr. medarbejder hos de 248 bureauer, der indgår i den årlige rapport fra Bureaubiz, var i 2014 på 838.734 kr., hvilket er ca. en tredjedel af det maksimale.
Kigger man på de bureauer, der får mest ud af deres medarbejdere, så finder man de højeste niveauer hos bureauer, der er små og befolket næsten udelukkende af et par partnere.
Den højeste bruttoavance finder man f.eks. hos det lille pr-bureau, Point Communication, hvor de tre partnere præsterede næsten 3 mio. kr. i bruttoavance pr. mand.
Det er et niveau, hvor de nødvendigvis med bygge på højere timepriser end de 1500 kr. pr. mand – men selv om den skulle være 2000 kr. eller 2200 kr., så er faktureringsgraden meget høj.
Der er da også langt ned til de næste på listen.
Og så er spændet mellem de højeste og de laveste enormt. I rapporten kan man finde bureauer med en bruttoavance på under 500.000 kr., men hvis lønnen er tilsvarende lav, behøver de ikke at køre med underskud.
Kigger man bredt hen over listen i den årlige Bureaurapport, så er der 49 bureauer, der har evnet at komme op på over millionen i bruttoavance pr. medarbejder.
Med mindre man afleverer det hele i løn, så er der stort potentiale i at øge faktureringsgraden. Kan branchen øge gennemsnittet fra ca. en tredjedel til 40 pct., så bliver gennemsnittet omkring 1 mio. , hvilket er et væsentligt bedre grundlag for en god indtjening.
”Jeg tror, at problemet er, at bureauerne leverer meget mere end de får penge for. Man har givet et tilbud, og man ender ofte med at bruge flere timer på projektet end forudsat,” siger adm. dir. Steen Holm, Havas Cph, og fortsætter:
“Jeg er en stor tilhænger af, at bureauernes timepriser skal overholdes, og at 1.500 kr. på ingen måde er urimeligt for godt arbejde, men som et tankeeksperiment tror jeg, at branchen vil få meget ud af at fokusere mere på at få betaling for timerne der bruges – at det ligefrem kunne være en fordel at gå lidt ned i timepris mod at få betaling for de timer, man rent faktisk burger.”
Højeste bruttoavance pr. medarbejder
Små bureauer
- Point Communication – 2.926.000 kr., +23,5 pct.
- Jangaard, Mark & Ko – 1.833.333 kr., -26,7 pct.
- Kraft & Partners – 1.700.000 kr., +32,5 pct.
Mellemstore bureauer
- Help PR – 1.868.700 kr. +6,1 pct.
- Mensch – 1.400.000 kr., -10,9 pct.
- FFW (tidl. Propeople) – 1.300.000 kr., +18,2 pct.
Store bureauer
- &Co – 1.400.000 kr., -8,7 pct.
- Advance – 1.197.250 kr., +29,9 pct.
- Hjaltelin Stahl – 1.056.588 kr., -0,6 pct.