Her er de fem største danske Facebook-sider

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Fire virksomheder og et band topper listen. Samtidig er danske annoncører blevet væsentlig bedre til at være relevante på Facebook.

Det er næppe overraskende, at et heavy metal band som Volbeat kan ligge på listen over de største danske Facebook- sider.  Mere overraskende er det nok, at Mærsk ligger i Top-5. Men det er reelt også noget nyt, da de ikke var på listen for et år siden.

Det var Mikael Lemberg, advertising director hos Komfo, der fremlagde en række resultater om 1000 danske Facebook sider på Mediedagen, som var arrangeret af Huset Markedsføring. Analysen er lavet sammen med Atcore.

De fem største Facebook sider er:  Lego med 5.718.416 fans, Pandora med 1.856.021 fans, Mærsk med 1.492.264 fans, Carlsberg med 1.393.934 og Volbeat med 1.231.792 fans.

Samtidig kunne han fortælle om en positiv udvikling i forhold til de danske virksomheders evne til at være relevante på Facebook.

De er nemlig ifølge Komfo blevet  dobbelt så gode til at ramme deres målgruppe på Facebook.

I januar i år kunne en virksomheds Facebooks side i gennemsnit ramme 4,68 procent af sin fanbase uden at betale for det. Da Komfo målte igen i juni, var tallet steget til 9,38 procent.

Den forbedring tilskriver Mikael Lemberg, at virksomhederne er blevet bedre til at undgå spam.

Det understreges yderligere af, at 0,9 procent af de reaktioner, som virksomheder fik på Facebook i starten af året var spamrapporter. I juni var det faldet med to tredjedele til 0,31 procent.

Et andet interessant forhold, som Komfos advertising director kunne fortælle de knap 300 deltagere på Mediedagen, er at hvis en virksomhed slår henholdsvis noget indhold og en annonce op på Facebook, så vil annoncen få næsten dobbelt så mange klik (4,2%), som det organiske indhold (2,29%) .

Samtidig er prisen for at annoncere i Facebooks newsfeed faldet med 11 procent, men til gengæld er prisen pr. fan steget med 34 procent.

Og så et lille kuriosum: Det dyreste tidspunkt at rekruttere fans på er onsdag til fredag, mens det billigste er om søndagen.

Andre tal fra samme halvår gav Mikael Lemberg fornyet ”tro på menneskeheden”:

”Hvad talte danskerne mest om på Facebook? Håndbold-VM og Eurovision – men det blev overgået af lærerkonflikten. Trods alt bekræftende, at en konflikt, der vedrører vores børns fremtid, i højere grad kan få danskerne til at diskutere mere end to pop-begivenheder,” sagde Mikael Lemberg.