Her er de 10 største bureauer på SoMe. Men hvad bruger de det til?

Peter Engholm
25@mail.dk

10 danske bureauer har hver over 10.000 følgere på Facebook, LinkedIn og Twitter. Men de bruger følgerskaren vidt forskelligt.

Den seneste uges tid har Bureaubiz fokuseret på bureauernes tilstedeværelse – ikke kun reklame- og digitalbureauerne, men bl.a. også design og PR.

Optællingen af likes og følgere på hhv. Facebook, LinkedIn og Twitter giver i sig selv ikke et fyldestgørende billede af bureauernes sociale aktiviteter, men det er ikke desto mindre et naturligt sted at begynde.

Næste skridt kan være at kigge på, hvad bureauerne så bruger deres likes og følgere til – altså hvilke aktiviteter har de?

Udgangspunktet har været de 10 bureauer, blandt de flere end 250 i optællingen, som har det største antal følgere.

Førerfeltet består af 3 reklamebureauer, 3 digitalbureauer, 3 PR-bureauer og 1 designbureau, og de har hver over 10.000 følgere på de 3 nævnte medier.

Ringe anvendelse

Men populariteten skyldes ikke nødvendigvis toppræstationer. Og dermed heller ikke topkarakterer fra Jan Christiansen, Chief Sales Officer hos Newsio og tidl. landechef for Facebook i Danmark og Nordic Head of Social hos Bates Y&R.

”Helt grundlæggende så er alle meget meget envejs fokuseret på eget græs og resultater. Alle uden undtagelse udnytter ikke den dynamik, der ligger i korrekt brug af SoMe,” siger Jan Christiansen.

Kigger man på de 10 ”socialt store” bureauer, er der stor forskel på aktiviteten.

I perioden 1.-26. november havde Designit lagt 67 stykker arbejde – inkl. retweets – på sine sociale medier. Kunde & Co havde i samme periode lagt et enkelt stykke content på de sociale medier. Det var et jobopslag på LinkedIn i begyndelsen af måneden.

Dette er yderpunkterne. Næstmest aktiv er Advice med 45 posts i perioden, stort set ligeligt fordelt på Facebook, LinkedIn og Twitter. En del indhold går igen på de tre medier, og bureauet brugte dem også til at gøre reklame for et stort julearrangement.

Hello Monday befinder sig i den mindst produktive halvdel af topbureauerne; 6 stk. indhold i alt – heraf 5 tweets – fra 1.-26. november, men ingen aktivitet de seneste tre uger,

Forskellige interessenter

Jan Christiansen peger på, at der er forskellige interne interessenter i en virksomhed, som alle håber at få gavn af virksomhedens brug af SoMe. Typisk kan der være 4-5 interessenter med hver sine mål:
HR ser gerne, at virksomheden virker interessant for ansøgere. Marketing vil gerne sprede/engage content, der skaber leads. CEO’en har virksomhedens og eget image for øje, PR vil gerne kunne sprede god storytelling, mens salg gerne vil kende sine kunder og reducere cold calls.

”Når man primært fokuserer på content om egen virksomhed, så pleaser man primært HR og måske CEO’en. Hvis man nu derimod gjorde mere ud at lave f.eks. curation på relevant content, så ville man i højere grad kunne fremstå som en thought leader i markedet og derved please flere interessenter i virksomheden,” siger Jan Christiansen.

Han har ikke umiddelbart kunnet se, at nogen af topbureauerne burger SoMe til permissions/leads – dog vil Kunde, som nævnt, gerne bruge det til at gøre reklame for deres stillinger.

Overraskelsen på listen er Think PR – bureauet, der kom under vores radar, fordi udgangspunktet var dem, der er store nok til at komme med i Bureauanalysen 2015.

Think PR havde en bruttoavance på under én million i 2014, men er bestemt stor nok til at overhale alle andre danske bureauer målt på følgerskare, undtagen Designit – Danmarks i særklasse største designbureau, der i sommer blev solgt til Wipro for mod 650 mio. kr.

Hos Think PR siger adm. dir. og stifter Karin Nørgaard:

”Vi er ikke så store, selv om vi dog er vokset det seneste år – og nu er oppe på 3 fastansatte og 2 praktikanter. 70 pct. af vores arbejde handler om sociale medier og digitale aktiviteter – bl.a. håndterer vi Facebook-sider for store europæiske brands.”

Hun tilføjer: 
”Vi ved, hvad der virker. Og jeg undrer mig over, at bureauer, der sælger ydelser inden for sociale medier, ikke følger et eget game.”

Mest på Twitter

Think PR er det danske bureau med flest følgere på Twitter. Til gengæld er Facebook stor uden at være prangende, og LinkedIn er forholdsvis beskeden.

”Twitter er mindre krævende end Facebook, og vi – eller mere præcist; jeg – skriver om emner, som mange interesserer sig for; PR, sociale medier, digital kommunikation.

Og så skal man ikke undervurdere, at vi gør det på engelsk,” siger Karin Nørgaard og fortsætter:

”Vi bruger ikke den samme info på tværs af kanaler. Derfor er det også en stor mundfuld at skulle fyre op under LinkedIn, hvad vi i øvrigt gerne vil, for mediet rykker meget for tiden. Vi er i forvejen også på Instagram og Pinterest.”

”Think PR er det bureau blandt de 10, som bedst har formået at positionere sig selv som thougt leader. Men i forhold til begreber som social selling, så vil det være svært at se resultater for nogen af disse bureauers indsats,” siger Jan Christiansen.

Så aktive er de danske bureauer med flest likes og følgere

(tal i parantes er Facebook, LinkedIn, Twitter)

  1. 61.158 Designit (20227, 34939, 5992)

    46 posts i november, med 11 på Facebook, 10 LinkedIn og 46 tweets.

  2. 38.048 Think PR (3109, 839, 34100)

    10 posts i november, med 3 Facebook, 1 LinkedIn og 6 tweets

  3. 30.554 Mindjumpers (6718, 2036, 21800)

    20 posts i november; 7, 5 samt 8 tweets

  4. 27.492 Ogilvy Danmark (2130, 262, 25100)

    3 posts i november, nyeste er 6 dage gammel: 2 på Facebook, 1 på LinkedIn. Ingen tweets siden juni.

  5. 25.062 Hello Monday (9763, 6250, 9049)

    6 posts i november, fordelt således: 1, 0 samt 5 tweets. Ingen social aktivitet i tre uger.

  6. 21.949 Kunde & Co (15168, 6781, –)

    1 post i november – det var på LinkedIn, for tre uger siden.

  7. 12.092 Hansen Agenda (487, 105, 11500)

    27 posts i november, med 6 på Facebook, 0 på LinkedIn og 21 på Twitter.

  8. 11.950 1508 (4831, 4099, 3020)

    5 posts i november; 3 på Facebook og 2 på LinkedIn. 0 tweets

  9. 11.151 Advice (3180, 4049, 3922)

    45 posts i november; 15 på Facebook, 16 på LinkedIn og 13 tweets.

  10. 10.239 Bro Kommunikation (5569, 3030, 1640)

    34 posts i november; 15 Facebook, 16 LinkedIn og 3 tweets.