Her er det danske bureau i Carlsbergs globale kampagne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Argentinsk baseret bureau er kreativt lead – men når det gælder aktiveringen af den nye kampagne, har Carlsberg valgt dansk.

“Hvilken rolle har Adtomic så på Carlsberg Danmark?” lød et spørgsmål fra en anonym i forbindelse med historien for godt 14 dage siden om Carlsberg Danmarks nye samarbejde med Kunde & Co og Yellow.

Svaret på Adtomics rolle i forhold til Carlsberg kommer så i dag.

I går lancerede Carlsberg sin nye globale kampagne med en ambitiøs film skabt af det argentinsk baserede Santo. Men der er faktisk også en dansk involvering i den store globale kampagne.

Adtomic er nemlig udvalgt til at “bringe kampagnen til live” i point-of-sale.

“Dette er en 360 grader kampagne, så det er vitalt, at de følelser, som skildres i reklamefilmen, underbygges der, hvor forbrugerne køber produktet. Det gælder de store øjeblikke lige fra spændingen og jublen, til de situationer, hvor man rammes af vantro eller taber kæberne,” siger Didrik Fjeldstad, der er senior Marketing Manager.

Reklamefilmen, som blev præsenteret i går, søger at skildre de følelser, der er omkring en fodboldkamp gennem de kreative greb at flytte spillere, fans og journalister over i en kæmpe rutschebane frem for mere klassisk at vise billeder fra fodboldkampe.

Kampagnen får premiere i Danmark og Irland i dag og vil blive rullet ud i resten af verden i 2014.

Adtomic har leveret et katalog af aktiveringsmuligheder – ikke bare til handlen men også til barer og restauranter – som det så bliver op til de lokale Carlsberg-selskaber at anvende.

“Vi er meget stolte over at være blevet bedt af Carlsberg om at tage del i aktiveringen af “That Premier Feeling” i distributions-kanalerne og hjælpe med at bruge det stærke emotionelle koncept til at bygge og aktivere brandet på mange niveauer,” siger Senior Vice President, Kim Jong Andersen, Adtomic.