Simon Wooller er årets danske jurymedlem ved Cannes Lions. Antallet af danske jurymedlemmer ved VM i reklame er barberet ned fra 3 til 1 i forhold til sidste år, men kravene er samtidig skærpet:
I og med at Cannes Lions fejrer 60-års jubilæum i år, ønsker festival-organisationen at give arrangementet, der finder sted 16.-22. juni. et løft. Der har bl.a. været stillet ekstra store krav til jurymedlemmerne, der skulle deltage. I år er det ikke nok, at medlemmerne har performet i Cannes tidligere, man har decideret efterspurgt nationale koryfæer inden for kreativitet.
TV 2 og Creative Circle gav Cannes Lions en shortliste på i alt tre personer, som organisationen kunne vælge det danske jurymedlem ud fra - heriblandt altså Simon Wooller, der ikke blot er tidligere jurymedlem ved Cannes Lions, men også den mest vindende kreative i branchen herhjemme.
Meritterne omfatter bl.a. en guld-løve i Radio-kategorien i 2008, som Simon Wooller, i sin tid på Saatchi & Saatchi, sammen med Thomas Falck, Lasse Hinke og Rasmus Petersen lige akkurat aldrig nåede at modtage på scenen i Grand Auditorium.
Kvartetten fik beskeden i København kl. 11 og skulle blot være i Cannes kl. 19.30 – det lykkedes, men blot for at modtage beskeden om, at de – forgæves – var blevet kaldt op på scenen nogle minutter forinden. Guldløven fik de først på Winners Day hos TV 2 flere måneder senere.
Men nu har Simon Wooller fået besked i god tid – og han glæder sig:
”Jeg er meget stolt over at være dansk repræsentant i filmkategorien til Cannes Lions 2013. Det bliver en fantastisk oplevelse, særligt fordi der i år er 60-års jubilæum. Jeg er sikker på, at der på dette års Cannes Lions vil dukke flere spændende overraskelser op, og jeg vil opfordre alle, der har mulighed for at deltage, til at købe en billet”, siger Simon Wooller, Executive Creative Director hos Halbye Kaag JWT Denmark, og fortsætter:
”Personligt, glæder jeg mig altid til at se verdens mest innovative kreative arbejde, men især bliver mødet og samarbejdet med Sir John Hegarty spændende. I filmjuryen arbejdes der ofte til langt ud på natten, så vi vil sikkert få serveret kold pizza – og så bliver jeg nok en af de få i denne branche, der får lov til at spise kold pizza sammen med Sir John. Cannes Lions hylder i år Coca-Cola, hvilket for mig er et ret interessant sammenfald. Jeg har nemlig arbejdet med Coca Cola i næsten 25 år, og mit første job som kreativ, var for Coca-Cola Amatil i Australien.”
Filmjuryen har sir John Hegarty fra BBH som formand. I de andre juryer møder vi i år navne som Joe Pytka, David Droga og Dan Wieden.