Undertegnede har gennem årene deltaget i over 70 af branchens awardshows og har oparbejdet en vis rutine i 1-tabellen ved at tælle shortlister og priser – og omregne til point – i Bureaubiz’ oversigter over de mest prisvindende danske bureauer.
Den store årlige oversigt kan som vanligt læses i rapporten BureauTrends, læs mere nederst.
Som altid bringer vi i disse spalter et overblik. Og som altid – okay, i al fald for 6. år i træk – er &Co. øverst på listen. Denne gang skyldes det alt overvejende ‘Hjelm har alle dage været en god idé’, der bl.a. vandt 6 guld ved Creative Circle Award, 2 løver i Cannes og 2 pencils ved D&AD.
Det nye i forhold til sidste år er, at &Co. igen er alene på førstepladsen. Sidste års delte nr. 1, Uncle Grey, er nu nr. 5. Og foran Uncle Grey er en trio i tæt kamp om andenpladsen.
Hello Monday er samlet nr. 2 takket være ‘Fingerspelling with machine learning’, der vandt guld ved DDA, Eurobest samt femdobbelt guld ved CCA. Virtue satte med ‘Backup Ukraine’ rekord ved Cannes Lions med 1 Grand Prix, 1 guldløve, 4 sølv, 4 bronze og 20 shortlister – så meget har hverken en dansk case eller et dansk bureau nogensinde før vundet ved én og samme Cannes Lions-festival.
Der er stor stabilitet i toppen, men blot lidt længere nede på listen er der større forskydninger. Og hvis udviklingen fortsætter, så kan andre bureauer titte frem i denne type artikel næste år.
Bureaubiz har noteret i alt 136 danske bureauer i forbindelse med årets prisuddelinger. I rapporten listes og rangeres de 90 bureauer, der har opnået mere end blot en enkelt shortliste det seneste år.
Top5: Mest prisvindende bureauer – 2021/22
- 216 &Co.
- 117 Hello Monday
- 111 Virtue
- 104 Accenture Song (tidl. Hjaltelin Stahl)
- 79 Uncle Grey
OMD gør comeback på førstepladsen
Mediabureauerne har deres egen award-oversigt, og her har OMD i årevis tronet som landets mest prisvindende. Dog ikke sidste år, hvor Dentsu X blev nr. 1, takket være prisvindende Ikea-arbejde.
Ikea-casen Cirkulär indbragte i år Dentsu X bl.a. en guldløve i Cannes – flot, men endnu flottere var OMD’s comeback. Særligt bureauets høst ved årets Rambuk var bemærkelsesværdig: Her vandt OMD både 4 kategoripriser og Grand Prix’en.
Top3: Mest prisvindende mediabureauer – 2021/22
- 56 OMD
- 46 Dentsu x
- 31 Orchestra
Sådan gives der point
1 point for en shortliste, 2 point for en bronze, 3 point for en sølv, 5 point for en guld, 5 point for en pris (awards uden guld, sølv og bronze) samt 10 point for Grand Prix eller lignende hovedpris. Awards vundet i Cannes Lions og D&AD tæller dobbelt.
Awards i årets oversigt
- Cannes Lions
- Creative Circle Award
- D&AD
- Danish Digital Award
- Echo Awards
- Eurobest
- Rambukken
- The True Award
Advertising Effectiveness Award er lukket og afløses i awardsæsonen 2022/23 af Effie Awards Denmark.