Halvdelen af de otte awards – danske og internationale – der udgør listen over ”Danmarks mest prisvindende bureauer” er i den seneste tid blevet afholdt. Senest Eurobest i sidste måned. Og her gør vi midtvejs-status, efter at vi i november 2025 kiggede på de 25 mest prisvindende bureauer i sidste periode (der begyndte med Rambukken 2024 og sluttede med Cannes Lions i juni 2025).
For 15 år siden lancerede Bureaubiz den årlige liste, og i 2025 overtog Den Danske Reklameskole opgaven.
Umiddelbart kunne det se ud om, at reklameskolen kløjes i 1-tabllen, for der er seks bureauer på Top 5 – men det skyldes pointlighed på femtepladsen.
NoA/&Co. topper suverænt listen oven på de fire awards; Effie Awards Danmark, Rambukken, The True Award og Eurobest.
Det gør bureauet ved – over en bred kam – at være virkelig god. I Eurobest blev det til grandprix for Pass it on for Europa Parlamentet. Casen med bedsteforældre og børnebørns vigtige samtaler om bl.a. demokrati vandt også tre sølv ved årets Effie.
I både Rambukken, True og Effie var &Co. det næstmest vindende kreative bureau.
Tre award-toppere
Ved Rambukken vandt AKQA både grandprix og tre priser for Sounds Right for UN Live, der sørger for, at naturens lyde fra kunstneren Moder Jord bliver akkrediteret.
Ved True Award gik grandprixen samt fire priser til Worth Your While og New Land med Name The Bias for People Like Us, som enkelt og stærkt udstiller etnisk diskriminering via folks navne.
Ved Effie Award var Robert/Boisen + Like-minded nok engang det mest vindende bureau med 11 shortlister og 8 priser, herunder 1 guld – til Oddset-casen Das ist typisch Dänisch – og 2 sølv.
Sammenligner vi den aktuelle Top5 med de fem mest prisvindende fra awardsæsonen 2024/25, så er Worth Your While og Publicis Groupe nye i toppen.
Både &Co., Nord DDB, Robert/Boisen og AKQA bevarer topplaceringerne, mens Marketsquare er ude af Top5, men dog stadig i Top10. Og de fleste af årets award-point bliver uddelt i foråret – med Creative Circle Award, Danish Digital Award, Cannes Lions og D&AD.
De mest prisvindende bureauer i efteråret 2025
| Placering | Point | Bureau |
| 1 | 114 | NoA/&Co. |
| 2 | 71 | Robert/Boisen + Like-minded |
| 3 | 52 | Nord DDB |
| 4 | 48 | Worth Your While |
| 5 | 41 | Publicis Groupe Denmark |
| 5 | 41 | AKQA |
De tre mest prisvindende mediabureauer
Mediabureauerne har i 12 år haft deres egen liste. OMD har toppet den 11 gange. Således også denne gang. Midtvejs i awardsæsonen 2025/26 har bureauet flere point end nr. 2 og 3 tilsammen.
| 1 | 50 | OMD |
| 2 | 25 | Dentsu |
| 3 | 22 | Carat |
Awards i årets oversigt
- Cannes Lions
- Creative Circle Award
- D&AD
- Danish Digital Award
- Effie Awards Denmark
- Eurobest
- Rambukken
- The True Award
Sådan gives der point
- 1 point for en shortliste
- 3 point for bronze
- 4 point for sølv
- 7 point for guld
- 14 point for grand prix
Shortlister og awards i Cannes Lions og D&AD tæller dobbelt.
