Her er TDCs nye kampagne – med et twist af SAS

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I fredags var der premiere på et helt nyt univers fra TDC, som dropper naturisterne – men fastholder Peter Frödin. Se filmen her

TDC siger nu farvel til naturisterne Britta og Claus i skikkelse af Kirsten Lehfeldt og Peter Frödin. Men selskabet siger ikke farvel til Peter Frödin.

Han vil nemlig fortsat optræde i reklamerne for TDC.

Overskriften for den nye markedsførings-platform er “Mit TDC”, og grundideen vil være at både kendte og ukendte danskere viser, hvordan de selv bruger TDC’s produkter.

Premieren på kampagnen var i fredags i biografer landet over. I den første af en række nye TDC-reklamefilm vil Peter Frødin bogstavelig talt tage sin “nøgendragt” af og i stedet vise, hvordan han bruger TDC-produkterne, når han er privat. Det er blevet til en film, som i sit formsprog godt kan give mindelser om den anerkendte SAS-kampagne “Så godt som hjemme” – men det er jo også samme bureau, der står bag. Døm selv – filmen kan findes her.

“Vi har været glade for det hidtidige univers, hvor naturisterne Claus og Britta har brugt TDC-produkterne derhjemme,” siger marketingdirektør Camilla Ramby og fortsætter:

“Men både danskernes brug af teknologi og de produkter, vi kan levere, når i dag langt ud over hjemmets grænser. Kundernes tilgang til TDC går på kryds og tværs af tid, sted og teknologi. Det er vi også nødt til at tænke med ind i vores reklamer.”

Det ambitiøse og kostbare naturist-projekt er ellers ikke meget mere end to år gammelt, og selvom det skulle bringe TDC i øjenhøjde med danskerne, så er selskabet raslet ned i imagemålinger, og de første antydninger af, at man ville droppe universet kom allerede i sommer. Kampagnen blev godt nok belønnet ved Advertising Effectiveness Award, men den pris mødte kritik fra bl.a. Bureaubiz’ faste klummeskribent, Hanne Feldthus (læs her).

Der lægges da også nu op til at vise et markant anderledes TDC end danskerne har set de sidste par år.

Udover Peter Frødin, vil bl.a. LOC og Oh Land vise, hvordan de bruger TDC. Men man vil også kunne møde bl.a. TDC-kunden Arne, der bruger mobilen til at få sendt tegninger og billeder af børnebørnene.

“Kendte ansigter er et effektivt redskab til at fange opmærksomhed. Men hverdagens ambassadører som f.eks. medarbejdere og helt almindelige kunder er mindst lige så vigtige, når det handler om at fortælle om TDC,” siger Camilla Ramby.

Hun fortæller desuden til Jyllands-Posten i dag, at de nye film er markant billigere end naturist-universet, og det frigør midler til annoncering.

Bureauet bag er fortsat Wibroe, Duckert & Partners, men der er sat et nyt kreativt team på.

TDC frigiver først filmene i næste uge, så der kan ikke skaffes et link til at se dem. (Linket fra kommentaren herunder er her)