PFA Pension formåede forrige år at gøre et kompliceret lavinvolverings-produkt både overskueligt og vedkommende med Pensionstallet.
Værktøjet blev udviklet i samarbejde med Umwelt, som sidenhen – sammen med IUM – vandt en Advertising Effectiveness Award for indsatsen.
Pensionstallet er en beregner, hvor man med ét tal kan måle styrken af sin pension og enkelt se, om man har sparet nok op.
Nu følger så endnu en branded utility fra PFA og Umwelt; Pensionsplanen.
Det er på én gang en fortsættelse og en afslutning – en fortsættelse af Pensionstallet og det sidste projekt, Umwelt har lavet for PFA Pension, efter at bureauet i sidste måned proklamerede sit farvel til kunden gennem syv år.
Med den nye plan kan man tage et kig ind i, hvordan fremtiden ser ud, hvis man bliver ved med at spare op, som man gør i dag, hvad der skal til for at ændre det, og hvordan man i givet fald gør det.
Pensionstallet tager på meget enkel vis et øjebliks-temperatur på din pension. Pensionsplanen er en fortsættelse, fordi den beskriver, hvordan man så kan planlægge sin pension,” siger Jesper Bjerre, der er markedsdirektør i PFA, til Bureaubiz.
Pensionsplanen har på kort tid fået en god modtagelse – bl.a. som med- eller selvbetjening og ved kundemøder.
Hvad angår markedsføring, understreger Jesper Bjerre, at PFA ikke laver noget, ”der har andet formål end at bruges dagligt af vores kunder og rådgivere”. Men derfor kan det godt hænde, at kendskabet øges via markedsføring.
”Pensionsplanen er ret campaignable, fordi den beskriver, om der er et match mellem din drøm om en pensionstilværelse og virkeligheden. Den markedsføres below-the-line, men på den korte bane er der ingen planer om above-the-line aktiviteter,” siger Jesper Bjerre.
I og med Pensionsplanen markerer Umwelts farvel til PFA, kan det være nærliggende at give Martin Michael Hansen, adm. direktør i Umwelt det sidste ord:
”Pensionstallet udtrykker med et enkelt tal din pensions styrke, hvis du fortsætter som hidtil. Pensionsplanen er et noget mere avanceret rådgivningsværktøj, idet den beskriver, hvad der skal til for at bevæge sig fra A til B – f.eks. at nå fra 50 i Pensionstallet op til 70.”
I og med at værktøjet er mere avanceret, lægger det primært op til face-to-face møder mellem rådgiverne i PFA og kunderne. PFA Pension har over 50.000 rådgivningssamtaler om året.