Verdens største PR-publikation, The Holmes Report, har netop kåret Edelman som årets PR-bureau 2013. Prisen vil blive uddelt ved Global Sabre konferencen i Miami i november, og Edelman vandt prisen i konkurrence med FleishmanHillard, GolinHarris, Ketchum, Weber Shandwick og MSL Group.
”Med en vækst på 12 procent i seneste regnskabsår har Edelman klart udkonkurreret de øvrige bureauer. Det er svært at pege på en svaghed hos Edelman. I de seneste år har bureauet vundet titlen som årets bureau i hhv. Nordamerika, EMEA og Asien-Stillehavsområdet. Både på de etablerede markeder og vækstmarkederne står bureauet stærkt,” siger dommerkomiteen fra The Holmes Report.
I Danmark – hvor de 30 PR-bureauer i Bureauanalysen 2013 gik 2,9 pct. tilbage – er Edelman repræsenteret ved Communiqué, der har fungeret som affilieret partner for Edelman i mere end 15 år.
MSL Group, der var med i opløbet som årets PR-bureau, blev af The Holmes Report kåret som ”Best Corporate Consultancy in the World 2013” – og det er vel også værd at tage med hjem fra konferencen i Miami.
Paul Holmes, redaktør på The Holmes Report, siger om kåringen:
”MSL Group har i al stilhed opbygget nogle af de mest formidable kompetencer inden for corporate communication og Kekst and Company i USA, Publicis Consultante i Paris og JKL i den nordiske region.”
MSL Group har det seneste år været strategiske kommunikationsrådgivere på opgaver som American Airlines konkurs og efterfølgende fusion med US Airways, omdømme og issues management for Google i Tyskalnd, mens man i Norden bl.a. har udviklet en app til intern kommunikation for Mars, der har brands som Snickers, M&Ms, Pedigree og Dolmio.