Hermann Haraldsson bliver Malmø-pendler

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Efter afgangen fra Brøndby har han fået nyt job som adm. dir. i en danskskabt virksomhed med sæde i Malmø.

For seks måneder siden måtte Hermann Haraldsson lide den tort at blive kraftigt eksponeret i medierne for sin afgang som adm. dir. i Brøndby.

Siden har han holdt lavt profil og haft lejlighed til at pleje sig selv – som f.eks. med en vandretur i Himalaya.

Men nu kalder arbejdslivet igen. Hermann Haraldsson er startet som adm. dir. i e-handelsvirksomheden Boozt Fashion AB.

Virksomheden ligger i Malmø, udvikler og driver webshops for mærkevareproducenter i modebranchen, og er godt to år gammel.

Den er stiftet af to danskere, Henrik Haagen og Lars Munch-Johansen, og den har netop fået tilført kapital fra blandt andre Sunstone Capital samt private investorer.

“Jeg må sige, at jeg er fantastisk glad for mit nye job. Det lever på alle måder op til de kriterier jeg satte mig, da jeg pludselig stod og skulle finde ud af, hvad jeg nu skulle beskæftige mig med. Der er tale om en vækstvirksomhed i en spændende branche indenfor den digitale verden, hvor jeg samtidig har mulighed for at erhverve ejerandele.

Jeg føler, at jeg på den ene side vil kunne gøre brug af alle de erfaringer, som jeg har fra mit tidligere virke, samtidig med at jeg vil lære en masse om den digitale verden. Erfaringer, som jeg tror vil være afgørende for mig at have, hvis jeg skal være skarp de næste mange år”, skriver Hermann Haraldsson og oplyser endvidere, at opgaven handler om at være med til at tage virksomheden fra den indledende iværksætter fase til at styre en vækstfase.

Der er knap 30 medarbejdere i Malmø suppleret med offshore ressourcer i Vietnam (ca 25 mand) og Indien (ca 10 mand).