Designbureauet Hey Jack Studio, der er etableret i 2020, har netop redesignet musikorganisationen Kodas visuelle identitet efter at have vundet et pitch i slutningen af 2023. Det seneste redesign blev lavet i 2012 af Kontrapunkt.
Opgaven lød på at skabe en visuel identitet, der ærer fortiden og omfavner fremtiden for den danske non-profit organisation, som i over 100 år har arbejdet for at sikre betaling til komponister, sangskrivere og musikforlag, når deres værker bliver brugt.
Identiteten er blevet opdateret fra en lukket kasse til en åben samtale, siger Katrine Hayden, lead designer og partner i Hey Jack Studio:
“Kodas nye visuelle identitet er resultatet af et omfattende strategisk arbejde. Et arbejde, som har til formål at styrke deres rolle som talerør for musikbranchen fremadrettet, med udgangspunkt i vores kerne og tagline: Koda for et stærkere musikliv.”
Creative director, Signe Jacobsen, uddyber:
“Med snart 100-års historie skulle identiteten skabe en bro mellem fortid, nutid og fremtid med respekt for de grundelementer, der har været med til at definere Koda indtil nu.”
Udfordrede kunden
Koda ønskede ikke en total rebranding, men et redesignet system, der byggede videre på eksisterende elementer, som fx. skrifttyperne Publico Headline og Graphik.
“Vi valgte dog at udfordre kunden med et redesignet logo. Det tidligere logosystem var komplekst og vanskeligt at bruge på farvede baggrunde. Vores fokus var at finde ind til logoets essens,” lyder det fra Signe Jacobsen.
Hun fortæller videre, at det nye logo fastholder Koda’s ikoniske sorte kvadrat, inspireret af taleboblens form – en visuel reference til åben dialog, og ud fra logoet udspringer identitetens bærende element: klangfladerne.
Det visuelle koncept centrerer sig omkring de allerede eksisterende ‘klangflader’, men udspringer nu som en puls, rytme fra logoets ankerpunkt, siger Signe Jacobsen:
”Klangfladerne er blevet et identitetsbærende element. Det er ikke længere skjult bag logoet, men er en tydelig abstraktion for rytmerne, og den pulserende musikbranche Koda repræsenterer. De giver identiteten en egen rytme – en visuel dynamisk puls, der føles organisk og musikalsk.”
Katrine Hayden uddyber:
”De fungerer både som blikfang og som et bærende element i brandets visuelle genkendelighed. Samtidig er de bygget op af tre lag, der repræsenterer Koda’s forretningsmodel: skaberne, brugerne og lytterne.”
Bauhaus har været inspirationskilde
Med et stramt grid-system og modulære komponenter sikrer identiteten en skarp og konsekvent visuel kommunikation på tværs af platforme og medier, siger Katrine Hayden:
“Det minimalistiske udtryk er ikke kun et æstetisk valg, men en måde at sikre, at designet altid tjener et klart formål. Bauhaus-princippet ‘form følger funktion’ har været en central inspirationskilde i hele designprocessen.”
Farver som akkorder
Farvepaletten afspejler, at Koda’s medlemmer er forskellige. Systemet er opbygget af seks primære farver med et spektrum af supplerende toner.
“Farverne fungerer som akkorder – de kan være blide og harmoniske eller kraftfulde og ekspressive, afhængigt af konteksten,” forklarer Signe Jacobsen.
En identitet, der pulserer med musikken
Den nye identitet skal med sin fleksibilitet og rytmiske opbygning afspejle et system i konstant bevægelse – ligesom musikken selv, lyder det fra Signe Jacobsen:
“Det er en identitet, der spejler Koda’s rolle som en dynamisk kraft i musikbranchen. Et levende hjerte, der slår i takt med dem, der skaber, bruger og lytter til musikken.”
Hey Jack Studio har i øvrigt kunder som Københavns Lufthavn , Moover, Heaply, Sydhavn Teater, United Stage, Billetlugen, Dhaba, og musikere som Blaue Blume, Zar Paulo, Saveus, Soleima og Brimheim.