Af Hanne Feldthus

Nogle bøger er så kloge, at det eneste, de giver læseren, er en følelse af intellektuelt nederlag.

Klumme og jeg har nedtur. Ja, vi føler os nærmest ydmyget, for vi har fundet ud af, at vi ikke for kloge.

Ok, vi indlægger en lille pause, så læserne kan få tid til at smøre deres ondskabsfulde og bedrevidende grin af….

Men husk, at den, der ler sidst, ler bedst. Den opmærksomme læser kan sikkert regne ud, at Klumme og jeg kommer frygteligt tilbage.

Vi er ude på at få oprejsning for vores nedtur.

Nedturen er skabt af weekendredaktør på Information Rune Lykkeberg og hans nye bog “Kampen om sandhederne.”

En bog, der ikke alene har fået hysterisk rosende ord med på vejen af de fine anmeldere på de store aviser, men også ligger nr. 4 på bestsellerlisten over fagbøger.

Klumme og jeg havde glædet os til at få fingre i så begavede sager, ikke mindst fordi hr. Lykkeberg på bagsiden lover stor indsigt i tidsånden herunder en analyse af, hvordan de kulturradikale har tabt kampen om sandheden til de såkaldt reaktionære.

Det lyder ganske vist lidt højpandet, men vi lever jo midt i en værdikamp mellem den kreative klasse og så alle kolonihave-danskerne, der primært orienterer sig i tilbudsaviser og gerne kører langt for at købe billige øl. Og den kamp skader det ikke at blive klog på de finere nuancer i, også selvom man bare skal sælge briller, enzymer, banklån eller kontorstole.

Alle marketingfolk med respekt for sig selv jagter i disse år indsigter. Det gælder alt fra indsigten i tidsåndens store spørgsmål til indsigten i forbrugernes forhold til pålægschokolade. Indsigt må der til, hvis man skal positionere sig på markedet og ramme målgruppen.

Desværre er Klumme og jeg ikke i stand til at vride den mindste smule indsigt ud af bemeldte bog. Slet ikke ud af nedenstående afsnit, der er taget et tilfældigt sted, nærmere bestemt side 158, som er så langt, vi nåede, inden vi gav op:

” Den modernistiske kunst var, som påpeget af den canadiske filosof Charles Taylor, et opgør med overhistoriske “vertikaler”, mod lodrette instanser, som unddrager sig historien. Men efter 150 års programmatisk modernisme synes både æstetiske og filosofiske indsigter at afdække sameksistensen mellem den modernistiske erfaring og visse vertikaler.”

Nu er det, at jeg med et smørret grin sender citatet ud til fri oversættelse blandt læserne. Hvad helvede betyder det? Hvad er overhistoriske vertikaler? Hvad dækker den modernistiske erfaring over? Og hvilke lodrette instanser er det lige, vi taler om?

Når denne klumme er færdigskrevet, går jeg på nettet og finder en blanket til udmeldelse af den kreative klasse, som jeg hidtil har regnet mig som medlem af uden decideret at have meldt mig ind. Men ud skal jeg, hvis det er sådan, man skriver i de kredse.

Jeg melder mig ind hos de reaktionære, som altså tilsyneladende har vundet, hvilket – ovenstående taget i betragtning – ikke kan overraske.

Himmel og hav. Hvordan kan en redaktør, der lever af at formidle stof til sine avislæsere hver weekend, skrive sådan noget fordrukkent sludder? Og hvordan kan anmelderne besynge hans præstation til skyerne?

Det kan godt være, at reklamebranchen er kendt for at pynte på sandheden, men denne bogs anmeldere gør sig skyldig i falsk varebetegnelse. Det er ikke en god bog. Det er en komplet uforståelig bog, der sikkert har nogle væsentlige pointer, hvis de ellers lod sig decifrere.

Klumme og jeg sender en tanke til alle de tilsyneladende mange mennesker, der har købt bogen. Enten har de alle sammen en tredobbelt Ph. D. med skrue, eller også har de det dårligt.

Hvis de har det dårligt, så er de ikke alene. Om end Klumme og jeg i det mindste har fået sagt, hvad vi mener, hvilket altid letter lidt.

  • Kampen om sandhederne
  • Rune Lykkeberg
  • Gyldendal, 2008

 

Kommentarer

  1. Hvilken befriende latter den gav! Tak Hanne – lad os få tingene ned i øjenhøjde:)

  2. Kære Hanne. Enig – jeg må herefter konstatere at jeg nok ikke orker at kaste mig ud i “Kampen…”. Må jeg i stedet anbefale “Hanne og Klumme” at læse “Eigil og Snøvsen” som jeg pt bliver ganske godt underholdt af i godnatlæsningen for min 7 årige søn. Her er adskillige sandheder til stor nytte for såvel Ph.D.’er som os alm. dødelige…. Ravnen

  3. Se Mor, helt uden ironi …

    “overhistoriske vertikaler” = Gud (og lignende gode historier som skærer den horisontale historie over oppe fra og ned).

    “den modernistiske erfaring” = Guds død – og menneskets grusomhed. Tænk Nietzsche, tænk Dostojevski, tænk R. Crumb.

    “lodrette instanser” = Gud i det høje, som dikterer ret og vrang, godt, sandt og smukt helt uafhængigt af hvor, hvornår og hvordan. Tænk Søren Krarup, Torben Grosbøll – og Tove Videbæk.

    Pointen i citatet må være at vi i dag har fundet balancen mellem frygten for gud og fædre og frygten for afgrunden og ondskaben. Nogen kunne finde på at kalde den balance for menneskerettigheder – dog ikke Søren Krarup.

    Rune, hvis du har brug for en formidler, siger du bare til!

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club