Hjaltelin Stahl henter senior-kreative fra &Co og Bark

Peter Engholm
25@mail.dk

En kreativ direktør fra Bark og en tekstforfatter fra &Co bliver nyt seniorteam på bureauet, der udvider efter tilgangen af bl.a. Sydbank og Synoptik.

“Kreative – dem er der mange af. Men kreative, der er samtidig er medieneutrale og har blik for forretningsudvikling – dét mix er der ikke mange af. Det ved jeg, for jeg har ledt efter det i det seneste halve år,” siger Nicolai Stahl, kreativ direktør i Hjaltelin, Stahl & Co.

Den lange eftersøgning er nu slut, og bureauet har hentet tekstforfatteren Ole Caspersen fra &Co og den kreative direktør og ADer, Michael Nyrop, fra Bark Copenhagen. Begge er i øvrigt med på den senest offentliggjorte liste fra Creative Circle over Danmarks Mest Vindende Kreative.

“Vi taler om personer, der skal have lyst til at arbejde inden for forskellige discipliner og på forskellige platforme, hvad enten det er en gif-fil eller en film – og som kan sikre et højt kreativt og forretningsmæssigt niveau. Michael Nyrop var indtil for to år siden på DDB, og han og Ole Caspersen kender hinanden fra DDB-huset. Jeg spurgte dem uafhængigt af hinanden, hvem de helst ville arbejde sammen med, og begge nævnte den anden. Så det er på flere måder en drøm, der går i opfyldelse – også fordi de er nogle pokkers dejlige mennesker,” siger Nicolai Stahl.

Eftersøgningen af kreative kræfter er blevet intensiveret i takt med kundetilstrømningen. Hjaltelin, Stahl & Co har på det seneste bl.a. fået Fitness.dk, Synoptik og Sydbank på kundelisten.

Og for at udvide med en vis tyngde og – ikke helt uvæsentligt – for at aflaste Nicolai Stahl skulle der et team til, der kunne stå på egne ben – med egne kunder. Og en af de kunder, der får deres navn på og deres fulde opmærksomhed, er Telia – næppe helt tilfældigt, for teamet er også valgt ud fra deres tele-erfaring.

“Jeg har erkendt, at hvis der skal være tale om en reel aflastning, så skal det være et team, et seniorteam. Ole og Michael er 37-38 år og har 15 års erfaring i branchen. Det giver mig mulighed for at træde et halv skridt til side og fokusere mere på kunder, planning og på at støbe kugler,” siger Nicolai Stahl.