Den 16. november tiltrådte Dorte Tandrup i en ny funktion som marketing- og kommunikationsdirektør hos MTG Danmark, som i sommer blev den samlende betegnelse for Viasat og TV3 Danmark.
Og hun har haft travlt – med at drikke kaffe, for hun har holdt kaffemøder med fem forskellige bureauer for så vidt angår Viasat-brandet.
Formålet med møderne har været at få en god fornemmelse af, hvilket bureau-setup, der matcher Viasat-opgaven og -organisationen.
”Et af vores fokusområder i 2016 bliver en skærpelse af Viasats brandposition og udvikling af ny kommunikationsplatform. I den forbindelse har vi været rundt og tale med forskellige bureauer,” siger Dorte Tandrup og tilføjer:
”Vi har haft flere mulige setups i overvejelse. En helt grundlæggende overvejelse har været, hvorvidt vi skulle fortsætte med flere og måske mindre bureauer eller om vi skulle samle opgaverne på færre bureauer. Valget er faldet på det sidste.”
Og valget er nu faldet på Hjaltelin Stahl for kompetencer, der både favnede bredt og stak dybt:
”Bureauet passer godt til os, og de kan bidrage stærkt rådgivnings- og eksekveringsmæssigt – vel at mærke på tværs af kommunikative discipliner og platforme, med særlig vægt på dialogmarkedsføring. Derudover mødte vi et spændende team, hvor både faglighed og kemi var på højt niveau,” siger Dorte Tandrup.
Hos Hjaltelin Stahl siger Jonas Sylvest, der er partner og CEO i Hjaltelin Stahl Direct:
”Der er masser af usagte og fantastiske historier at fortælle om Viasat, og målet er, at både kunder og markedet i slutningen i 2016 ikke blot kender Viasat, men også kan begrunde, præcis hvorfor de gør det.”
Han skitserer bureauets opgave som tre-deling: “At skabe en krystalklar brandposition, at levere en signifikant og kreativ tværmediel kommunikationsplatform og – via en samlende kundedialog – sikre en effektiv fastholdelse og behandling af Viasats kunder”.
Viasat har i dette årti haft flere reklamebureau-partnere; Wibroe, Duckert & Partners stod frem til 2012 bag et univers med tv-trængende havenisser. De blev i 2013 afløst af Co+ og et univers med den nærige Rune V. Knudsen, der hverken ville undvære eller betale for Viasat. Og i 2014 faldt Viasats valg på det dengang blot et-årige bureau Motor Agency. Desuden har dialogbureauet Responsive også været inde over.