Hjaltelin Stahl siger farvel til fem. Måske.

Peter Engholm
25@mail.dk

1. kvartal vækker bekymring, og det har givet konsekvenser. Men man håber dog fortsat at kunne rive opsigelserne i stykker.

Steffen Hjaltelin, adm. direktør og partner i Hjaltelin, Stahl & Co, er en bekymret mand. Tilstanden er ikke forbeholdt krisetider, men er kronisk. Det kan kaldes konstruktiv paranoia, eller rettidig omhu – hvis man skal være mere positiv.

“Jeg kan umiddelbart se en nedgang i aktiviteterne i første kvartal, bl.a. på grund af lukningen af Bring Citymail. Så ud af gruppens 55 medarbejdere har vi opsagt 5, hvoraf den ene er overgået til at være fast freelance. For de 4 øvrige gælder det, at vi river deres opsigelser i stykker, hvis der kommer relevante opgaver,” siger Steffen Hjaltelin.

Hvad der kunne lyde som en mere langstrakt måde at sige farvel på, kan vise sig at være udtryk for et reelt håb. For sidste år var situationen omtrent den samme.

“Det er et udtryk for min konstante bekymring – som jeg også havde i januar 2009. Dengang var tre medarbejdere i farezonen, men 2009 blev heldigvis et af vores bedste år nogensinde. Og af alle de bureauer, jeg kender til, var vi det eneste, der ikke fyrede folk sidste år. Og jeg håber naturligvis, at bekymringen også i år er ubegrundet,” siger Steffen Hjaltelin.

De fire medarbejdere er ikke hentet fra én og samme funktion, men fra forskellige enheder i gruppen. Og reaktionen hos de berørte personer har ifølge Steffen Hjaltelin været præget af forståelse.

“Der er tale om bundsolide folk, som har taget en alt andet end behagelig situation godt. Og der er flere nye kunder på vej, som jeg håber vil kunne udelukke flere af afskedigelserne,” siger Steffen Hjaltelin.