Hjaltelin Stahl skal få pølsevognen på UNESCO-liste

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hjaltelin Stahl og Magnus Millang skal i ny kampagne få danskerne til at skrive under på, at pølsevognen – der i år fylder 100 – skal bevares som et stykke dansk kulturhistorie. Se første film her.

Hjaltelin Stahl har været bureau for Danish Crown Foods i godt to år, og nu står de bag en kampagne, som ikke har et formål, man ser hver og hveranden dag.

Formålet med kampagnen er nemlig at få pølsevognen på verdenskortet. Eller mere konkret: Kampagnen består af en ansøgning om at få pølsevognen på UNESCO’s repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv.

Baggrunden er, at antallet af pølsevogne er faldet fra omkring 700 styk til omkring 100 i dag. Samtidig er 2021 året, hvor pølsevognen fylder 100 år, hvilket man bruger som anledning.

Fra Frederik Wulf, creative hos Hjaltelin Stahl, lyder det:

 ”Pølsevognen er et dansk ikon, så når den fylder 100 år, så fortjener den selvfølgelig en hyldest. Kampagnen skulle være sjov og seværdig, men samtidig stod vi her med en seriøs udfordring, nemlig at der de seneste mange år er blevet færre og færre pølsevogne i Danmark. Så vi allierede os med Magnus Millang og går nu efter at frede pølsevognen gennem en plads i det allerfineste selskab: Pølsevognen skal på UNESCO. Vi tør godt love, at det bliver sjovt. Og foruden de tre webisodes kommer der en masse andet content til digitale medier, så det er bare om at følge med.” 

Kampagnen, der består af tre onlinevideoer, skydes i gang præcis i dag kl. 11.00 og altså med komikeren Magnus Millang i spidsen. Den kører til og med uge 17 på de sociale medier, som Instagram, Facebook, Youtube. Desuden er der udviklet et website til at samle danske underskrifter. 

https://youtu.be/iCW8nz8UVW8

Expose PR & Communications står for PR-arbejdet, som startede den 18. januar, hvor det officielt var pølsevognens 100 års fødselsdag. Her bragte flere medier historien, som skulle lægge op til kampagnen, der beder danskerne om hjælp.

”Vi og de danske pølsemænd m/k blev helt blæst bagover af den store kærlighed, der strømmede de danske pølsevogne i møde til den store 100 års fødselsdag i januar, og nu rækker vi så ud til danskerne for at bede om hjælp til at bevare et stykke dansk kulturhistorie – og bakke op om vores mission om at få den danske pølsevogn på UNESCO’s liste. Vi synes, at pølsevognskulturen bør bevares for evigt,” siger kommunikationsansvarlig Michael Ravn fra Danish Crown Foods.

Selvom projektet kunne lyde som en joke, er ansøgningen seriøs nok “omend med et smil på læben”, skriver man i pressemeddelelsen, hvor man også har fået Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør i Madens Hus på Det Grønne Museum, til at udtale sig om den danske pølsevognskultur:

”Pølsevognen repræsenterer en vigtig del af vores madhistorie, for med pølsevognen blev det muligt for de fleste danskere at spise ude for rimelige penge. Ingredienserne pølse, brød, sennep og løg har desuden lange rødder i vores madkultur. I gamle dage konserverede man kødet ved at koge det og ’stoppe’ det i tarm, brød spiste man til alle måltider, sennep dyrkede man i de fleste bondehaver og løg tilførte smag til såvel kolde som varme serveringer,” siger hun og fortsætter:

“Pølsevognen har opnået en særlig status som et stykke dansk kulturhistorie, og den er blevet symbolet på en madkultur, som kan rumme alle folkelag. Selvfølgelig skal det forsøges at få den danske pølsevognskultur på UNESCO’s repræsentative liste.”