Så har man været til Creative Circle Award, showet er overstået, myldretiden på scenen er afløst af et band, og man hænger i baren, mens hundredvis af stylede reklamefolk på høje hæle eller med sjove briller og studsede skægstubbe defilerer forbi.
Ind imellem dukker et kendt ansigt op, og ind imellem stopper det kendte ansigt op for at give et kindkys og få en sludder. Og ind imellem – for ikke at sige ganske tit – aner man ikke, hvad man skal lægge ud med at sige. Måske har man ikke mødt vedkommende siden sidste år, eller sidste fest. Og hvad gør man så?
Den absolut et hundrede procent mest forudsigelige replik i den akavede situation er: “Hold nu kæft, hvor er der mange kategorier. Det er jo helt vildt.”
Og ja, det er helt vildt, hvor mange kategorier man skal igennem, før man kan forføje sig til baren. På den anden side kunne jeg fra min udsigtspost på bagerste række godt følge konkurrencereglerne så langt, at der er forskel på en permanent hjemmeside og et midlertidigt microsite, for nu bare at nævne et eksempel på de mange spilleregler.
Hvis man gad at sætte sig ordentligt ind i sagerne, er der formodentlig en god forklaring på alle detaljerne i det millimeterdemokrati, der lægges for dagen.
I stedet for at brokke sig er det mere interessant at kigge på, hvorfor det forholder sig sådan, idet jeg går ud fra, at det ikke alene er for at genere tilskuerne, selvom nogen tager det på den måde.
De mange priser i de til tider klaustrofobisk snævert definerede kategorier må betragtes som et spejl af den virkelighed, vi lever i. Der er så mange medier, der er så mange teknologiske muligheder, der er så mange målgrupper, og løsningerne er svært sammenlignelige.
I daglig tale hedder det, at mediebilledet er blevet fragmenteret, hvilket ingen reklamefolk mig bekendt tøver med at underholde deres kunder om. Så hvis alle de gode ideer skal have en chance, må vi nødvendigvis igennem en hærskare af statuette-afhentende reklametalenter i skarpt trav.
Og der var mange gode ideer. Ind imellem blev jeg helt misundelig. Og lige præcis den følelse er vel det allervigtigste en sådan aften kan afstedkomme.
Misundelse er ikke en grim ting, hvis den bruges til at stramme op og løfte ambitionsniveauet. Heldigvis mødte jeg flere, der havde det på samme måde. Mennesker der følte sig tilskyndet til at gå hjem og gøre det bedre næste år.
En repræsentant for et af landets fremmeste designbureauer var decideret knotten på sig selv. “Det er simpelthen ikke godt nok. Vi skal sætte standarden,” blev han ved med at gentage, hvilket fik os til at tale om Noma og deres hidsige chefkok.
Vi var enige om, at der er noget stærkt opløftende ved en mand, der skælder og smælder og herser med sine folk i en evig jagt på det sublime. Specielt når man i disse år har på fornemmelsen, at det eneste, der bliver skældt ud over på mange bureauer, er økonomien.
Angsten for at miste kunden sætter en stærkere dagsorden end jagten på de uovertrufne løsninger. Folk er pressede og den kreative kultur degenererer i en forjaget hverdag.
For selvom der var mange fine løsninger, man kunne blive misundelige på, så var der ikke noget, der væltede verden og satte en hel ny dagsorden. Ikke nogen reklamebranchens Noma, der virkelige rager højt op over alle andre. Ikke den chefkok, som alle uden undtagelse kunne se op til. Ikke noget nyt nordisk koldt køkken. Bare en række rigtig dygtige kreative med en række fine løsninger.
Skyldes det så alene økonomien, hvor EU’s finansministre i skrivende stund er i gang med bank-pakke 147?
Eller skyldes det det føromtalte fragmenterede mediebillede, hvor fagligheden stikker i 147 forskellige retninger?
Måske, men sådan er det vel også i restaurationsbranchen. Mon ikke det først og fremmest skyldes, at vi i disse år ikke har den person eller det hold, der ikke alene er dygtige, men også visionære og villige til at gå til yderligheder for at sprænge konventionerne.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
