Holdninger er de betalte avisers fremtid – ikke nyheder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Måske vandt JP/Politiken slaget mod Nyhedsavisen. Men hvad nytter det, hvis dagbladsbranchen er ved at tabe krigen?

Med en fortid tilbage i 90’erne i Politikens Hus kan man sige, at Steffen Hjaltelins hjerte banker for avisen. Det er dog ikke derfor, han uden betænkning konstaterer, at Politikens omlægning til at blive mere holdningsbaseret, mens nyheder kom på nettet, var en helt rigtig produktudvikling.

“Der findes dagbladsredaktører, der tror, de konkurrerer på nyheder, men det er helt forkert. Det kan godt være, at man længe har haft konkurrence fra radio og tv på nyheder, men situationen er en helt anden i dag. Mange mennesker – og i særdeleshed nyhedsjunkies – bliver løbende fuldstændig opdateret, og det er ikke videre sandsynligt, at en morgenavis vil rumme noget nyt for dem. Til gengæld er der efterspørgsel på holdninger. Aviserne skal bevæge sig fra det objektive til det subjektive, og jeg er helt overbevist om, at Politikens relancering var helt rigtig. Problemet var snarere, at avisen var lidt for tidligt på den, og det er måske årsagen til at man er gået væk fra ideerne igen. Men det er en fejl”, siger Steffen Hjaltelin, der i dag er adm. dir. i reklamebureauet Hjaltelin Stahl & Co.

Han er således også skeptisk overfor JP/Politikens koncernchef, Lars H. Munch’s udtalelse om, at det var rigtigt at gå ind i gratisaviskrigen for ellers havde Nyhedsavisen fået fodfæste. For hvad nytter det at vinde et slag, hvis man taber krigen.

“Det kan måske være en god ide at forhindre nogle islændinge i at komme ind på markedet, men vi har brug for et stærkt gratismarked for at holde hele printkategorien på dagsordenen – overfor de unge mennesker, overfor annoncører og overfor mediebureauer. Så måske burde Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske måske i stedet gå sammen om at udsende en gratis morgenavis, så man giver et tilbud på print til de mange mennesker, der ikke vil bruge penge på at købe en omnibus-avis. Samtidig kan de så hver for sig opdyrke deres niche”, siger Steffen Hjaltelin og tilføjer:

“Dette er et spørgsmål om at gøre mediet interessant for annoncørerne. Som det går i øjeblikket bliver det sværere og sværere at holde dagbladene på mediaplanen”.