Af Hanne Feldthus

Klumme: En rapport fra det kommercielle overdrev. Et antropologisk studie i shoppingadfærd langt fra massekommunikationens besværlige verden.

Tupperware-parties har altid stået for mig som noget af det mest eksotiske men også fascinerende i den kommercielle sfære. Jeg mener, hvordan får man kvinder, der ellers ikke virker indlægningsmodne, til at tilbringe en hel aften med at svælge i plastikbøtter med låg?

Jeg kender adskillige iværksættere, der drømmer om at springe den mildt sagt irriterende detailhandel over og gå direkte til de købelystne husmødrene hjemme i deres egne stuer, hvor alle paraderne er nede. Men jeg kender ingen, der har gjort det.

Og jeg har heller aldrig deltaget i løjerne og havde egentlig forestillet mig, at det skulle vedblive at være sådan, men der havde jeg gjort regning uden polterarbend-vært, for pludselig ser jeg mig selv sidde midt i et såkaldt “home party” lørdag aften.

Og det handlede ganske rigtigt om plastik-dimser – dog uden låg.

Ja, rigtig gættet. Jeg har været til dildo home party, hvilket måske er velfortjent al den stund, at jeg i et ophidset øjeblik kom til at introducere begrebet møde-dildo (se tidligere klumme), men helt retfærdigt synes jeg nu alligevel ikke, at det er. Der må være grænser for konformiteten.

Det var ellers lige så hyggeligt. Tyve kvinder mæskede sig i lækker Thai-mad, mens snakken gik lystigt, og vinen flød i rigelige strømme. Pludselig trådte en kvinde ind ad døren trækkende på en meget stor kuffert. Hun var i midten af tyverne, og hendes frimodige evne til at sælge varen blev ikke forstyrret af, at hun vejede 50 til 60 kilo for meget.

Så sad vi der og lod den ene mere fantasifulde dildo i skrigende farver gå rundt, mens bestillingslisten blev gransket for priser og specifikationer.

At farverne er så skrigende, er ikke af hensyn til os piger, men derimod et psykologisk trick for, at den mandlige del af parret, om en sådan skulle deltage i de seksuelle udskejelser, ikke skal føle sig intimideret af legetøjet. Så ved vi det.

Vi blev også undervist i hvilke glidecremer, der dur til hvilke materialer, fik lov til at dufte til en kirsebærolie, smage på en tube med flydende chokolade, og studere en bakke til isterninger formet som en penis.

Ophidsende var det ikke, kan jeg godt afsløre. Den overvægtige pige var lidenskabsløs og helt upåvirket af situationen, selvom hun slyngede om sig med hand- og blowjobs og stimulation af alle tænkelige steder på både den mandlige og kvindelige krop.

Der blev fniset i krogene og udstødt fascinerede udbrud, når en særlig overvældende dildo blev præsenteret, og når nogen hvinende satte en super kraftig vibrator på næsen.

Og så blev der handlet. Det virker det skidt. Selv den kommende brud købte ind.

Det var et antropologisk studie i shoppingadfærd, hvor selskabet fik gejlet hinanden op til at sætte krydser på bestillingslisten.

“Den er da meget pæn.”

“Hvis du skal have en, tager jeg også en.”

“Prøv og mærk, hvor kraftigt den vibrerer.”

“De der æg er altså rigtig gode, når man har født.”

“Den er da lækker den her olie.”

Sådan kunne jeg blive ved. Tyve piger, hvoraf en del ikke kendte hinanden specielt godt, sad og diskuterede de mest intime detaljer og vurderede størrelser og gørelser.

Skulle jeg lege “kender du typen”, er det mit bedste bud, at de færreste i den forsamling ville bryde sig om at stå i en butik med de samme varer på hylden i Istedgade. I den kontekst ville de overdimissionerede tingester hurtigt komme til at virke alt, alt for vulgære til en pæn pige for slet ikke at tale om en nybagt mor.

Der er intet som en dagligstue og en flok veninder, der kan nedbryde barrierer. Alle de tricks og gebærder, vi reklamefolk er nødt til at kaste os ud i, når vi skal forsøge at trænge igennem med massekommunikation, er helt overflødige. En overvægtig pige, der ikke fremstår som en trussel for nogen, rigelige mængder af vin med tilhørende løssluppen stemning, og så er man i business.

Jeg kom hjem med silikone-glidecreme i håret. Et glimrende stylingprodukt kan jeg afsløre.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har netop udgivet bogen “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club