Honda skifter bureau

Tomas
Gorrissen

Fra kreativt digitalbureau til kreativt reklamebureau. Honda har efter en bureaurunde fundet partneren, der for alvor kan sætte brandet på landkortet.

Det var indsigten i – og den kreative erfaring med – bilbranchen, der gjorde udfaldet i den bureau-runde, Honda netop har afholdt.

Runden resulterede således i et bureauskift, idet Honda hidtil har benyttet det kreative digitalbureau i Dentsu Aegis Network-familen Isobar. Nyt bureau er Envision, der er valgt til at stå for brandets danske kommunikation.

Den nylige fusion mellem Envision og Marv skinner igennem her, idet de to kreative chefer Rasmus Dunvad og Jonas Nørregaard (tidligere Marv) og kontaktchef Jesper Heinsvig (Envision) tilsammen kan skrive referencer som Peugeot, Skoda, Toyota og Land Rover på cv’et – og altså nu også Honda.

”Jeg glæder mig rigtig meget til, at der kommer bilkyndige personer på opgaverne og håber, vi sammen med Envision for alvor kan sætte Honda på landkortet”, siger adminstrativ koordinator Rikke K. Ebeling fra Honda Motor Europe – Denmark.

Jesper Heinsvig fra Envision siger om den nye kunde:

”Honda er et spændende brand med masser af potentiale i en dansk sammenhæng. Det er nogle fantastiske biler og en virksomhed, som er med helt fremme i motorsporten – drevet af teknologisk nysgerrighed og ønsker om at skabe det bedste af det bedste. Noget, der også vil være vores drivkraft i kommunikationsopgaven.”

Honda vandt forrige år Grand Prix i Cannes Lions i über-kategorien Titanium med Sound of Honda / Ayrton Senna (bureau: Dentsu Tokyo). Noget, der ikke er gået ubemærket hen hos Envision. Rasmus Dunvad siger:

”Internationalt set har Honda igennem en årrække konsekvent eksekveret noget af det bedste markedsføring i bilbranchen. Det gælder i øvrigt både kreativt og strategisk. Overliggeren er altså sat højt og sammenholdt med mærkets udfordrende tilgang til den teknologiske udvikling har netop Honda altid været et af de brands, vi har kigget efter med våde øjne. Selv om det danske marked skal tilgås langt mere taktisk, har vi tænkt os at gå ambitiøst til opgaven, og nu er det sådan set bare at komme i arbejdstøjet.”

Hondas mediabureau er Vizeum.