Det danske bureau Kubbco lancerer nu sin første kampagne for det tyske dækfirma, Continental. Kampagnen er nordisk og bruger humor til at vise, at dæk gør en forskel også selvom de ligner hinanden.
“I en kategori hvor både dækfirmaer og trafikstyrelser ofte taler om sikkerhed på en lidt tung emotionel klinge, havde vi lyst til at lave noget, der taler mere til mennesker og deres adfærd på sociale medier. Vi har forsøgt at fange den nordiske mentalitet: let, lidt underspillet, lidt skæv og helt igennem selvbevidst,” siger David Juul Ledstrup, strategidirektør i Kubbco.
Kampagnen, der hedder Not all Winter Tires Are the Same, vises i Danmark, Sverige, Norge og Finland på tværs af TV, online video, sociale medier og displayannoncering.
Samtidig aktiverer man en række influenter i hvert land, der på en isbane ved polarcirklen dyster i en række udfordringer. Fra Finland er det tidligere professionel snowboarder HP Parviainen, fra Danmark ironkvinde og coach Michelle Vesterby, fra Sverige stifter af bilplejebrandet Tershine Tobias Ericsson og fra Norge bilentusiast og komiker Jonas Fredrksen.
I filmen, som er produceret af Kubbco, kæmper to af influenterne – danske Michelle Vesterby og finske HP Parviainen om den samme parkeringsplads.
“En hverdagssituation som vi er mange der kender til. Vinderen er naturligvis den med den bedste vejgreb og bedste dæk. Derudover, så er der en lille reference til den evige nordiske duel, landene imellem,” siger David Juul Ledstrup.
Kampagnen er en opfølgning på den taglinen ‘Sikkerhed starter med dækket’, der er brugt i Danmark og som nu rulles bredere ud i Norden