Camilla Ramby blev ved sin tiltrædelse udstyret med et kort over TDCs hovedkontor på Teglholmsgade 1-3 i København – det skyldtes ikke manglende tiltro til navigeringsevnerne hos den nye MarCom-direktør, snarere en erkendelse af at mødelokalerne ikke nødvendigvis er navngivet logisk.
Men da Bureaubiz møder Camilla Ramby to måneder efter sin tiltræden, er hun så meget inde i sagerne, at hun 1) ikke behøver kort til at finde vores lokale 2) er klar til at fortælle om sit job.
“Min opgave er bl.a. at styrke TDC’s brand – et brand, der skal tænkes ind i mobil, internet, tv, nu hvor platformene smelter sammen, og nye platforme opstår. Jeg er glad for tal og kommer med en analytisk tilgang til forståelsen for, hvad der driver brands. Jeg tænker ikke på analyser for analysens skyld, eller tests, man ikke ved, hvad man skal bruge til, men på at basere sin kommunikation på indsigter – simpelthen fordi indsigten via data altid kan blive skarpere,” siger Camilla Ramby.
Den adm. direktør for TDC Privat, Anders Jensen, hentede Camilla Ramby – tidl. marketingchef i Codan – til den nyoprettede stilling som MarCom-direktør.
MarCom, der reelt dækker over marketing, har før haft en chef, men nu tituleres lederen af den godt 40 mand store afdeling direktør. Det skyldes, at MarCom-direktøren er rykket et hak op i hierarkiet og er blevet en del TDC-ledelsen.
Anders Jensen har sat andre ord på den nye MarCom-direktørs branding: At hun skal “være med til at definere TDCs kommunikationsplatform og forstærke arbejdet med at sætte kunden først”. Camilla Ramby uddyber:
“Det er en del af TDCs brand vitterligt at sætte kunden først. Vi skal slå fast, at du som kunde betyder noget for os. Og det indebærer også, at vi skal tale til forskellige kunder på forskellig vis. Med en så stor del af den danske befolkning som kunder – både 16-årige og pensionister – kan vi ikke nødvendigvis komme ned på individ-plan, men så tæt på som muligt,” siger Camilla Ramby.
At fordybe sig i data og samtidig være kunde-nær – hvordan harmonerer det?
“Med mig fra Codan – og dets engelske ejere – har jeg taget teknikken med at arbejde med indsigt, Test & Learn – men det er langt fra nok. Jeg har siddet i callcenteret, og jeg skal ud og køre rundt med teknikere for at erfare, hvordan tingene fungerer helt basalt i TDC,” siger Camilla Ramby.
Og hvordan vil alt dette så afspejle sig i TDCs kommunikation?
“Der har været fokus på taktisk kommunikation – et prisdrevet marked, men vi vil kommunikere mere end bare pris. Vi kan ikke leve uden telecom, og vi vil betone den værdi, der ligger i de mange muligheder – her har vi bl.a. TDC Play-tjenesten indarbejdet i både mobilen og tv’et, hvor brugerne frit kan gå til musikken via apps. TDC skal – fordi vi er innovationsvirksomhed og ikke et støvet monopol – inspirere kunderne og lette deres hverdag. Og når platformene smelter sammen, er det også oplagt at samle sine abonnementer ét sted,” siger Camilla Ramby.
Netop den konstante fornyelse i telebranchen og elementet af uundværlighed af eksempelvis mobilen var med til at rykke Camilla Ramby fra Codan:
“Forsikringsbranchen i England er præget af hård konkurrence, det er telebranchen også i Danmark. Og fordi markedet løbende ændrer sig, så skal vi også sikre, at kommunikationen følger med. Og dét, som man oplever i kommunikationen i medierne, skal matche dét, man oplever i hverdagen – det hører med til at bygge brands. Samtidig har jeg tidligere været marketingchef i Tele2 og kender pulsen i telebranchen. Derfor vil jeg gerne tilbage. Det er simpelthen fedt at være her,” siger Camilla Ramby.