Hurtig direktør-exit i fusions-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fynske detKoncept er blevet fusioneret med GraphicCo og Europrint – og har fået nyt navn. Men siger også farvel til direktøren, der tiltrådte for et halvt år siden.

Det er ikke mange måneder siden, at det Jysk Fynske Medier-ejede bureau, detKoncept, blev fusioneret med GraphicCo og Europrint. Samtidig fik den samlede virksomhed også ny direktør i skikkelse af Keld Rørmose.

Nu har man så annonceret et nyt navn – Step – for en virksomhed, der med over 100 medarbejdere karakteriseres som et kommunikationshus og en ny stor spiller i den kreative branche.

Men det bliver uden Keld Rørmose, som fratræder i forbindelse med navneskiftet, og således kun fik et halvt år i spidsen for virksomheden.

Årsagerne til hans aftrædelse oplyses ikke i pressemeddelelsen om det nye navn, men via kommunikationschef Katrine Krebs oplyses det, at den er sket i enighed mellem bestyrelsesformand, Bjarne Munck og Keld Rørmose i “fælles erkendelse af uenigheder om dele af virksomhedens fremadrettede strategi.”

Bjarne Munck, der er COO i Jysk Fynske Medier, indtræder i den daglige ledelse som arbejdende bestyrelsesformand, så længe det er nødvendigt.

Det sker med opbakning fra den samlede ledergruppe, som består af lederne fra de virksomheder, Step er bygget på – Eva Mørup, Thomas Mørup, Ulrik Wulf, Ulric Helgens, Jacob Vestergaard og Kim Larsson.

Det nye navn Step har fået tilføjelsen Move Your Brand.

”Vi er her for at rykke vores kunder, ligesom vi selv rykker. Vi bliver ved med at styrke vores oprindelige fundament af produktion, men kundernes behov og vores kompetencer har udviklet sig over årene. Strategisk kommunikation og kreativitet fylder stadig mere i vores forretning, så det skal vi være bedre til at fortælle i vores nye set-up,” siger Bjarne Munck og tilføjer:

“Vi beskriver Step som et kommunikationshus, fordi vi kan levere kommunikation på alle niveauer. Fra strategien, der styrker et brand, til markedsføringen er eksekveret på alle platforme – online, offline, instore, outdoor og hele vejen hjem til slutbrugeren.”