Når Obama kalder sine republikanske modstandere for “Slurpee sippers” – og man selv sælger slurpee – så sku’ man være en dovent skarn, hvis man ikke reagerer på det.
Og Brandweek.com beretter, at 7-Eleven ikke spildte tiden, men derimod så snit til at udnytte muligheden.
7-Eleven introducerede hurtigt en ny smag til sortimentet af Slurpees – kædens egen udgave af slush ice – der var inspireret af præsidentens bemærkning.
Men kæden nøjedes ikke med det: Man indledte en regulær Slurpee Unity Tour, hvor forbrugerne langs ruten ganske gratis kan smage den nye, lilla Slurpee: Purple for the People.
Således blev en munter præsidentkommentar i oktober til en integreret marketing indsats fra 7-Eleven i november, og selv om man kan diskutere, om vintermånederne er det fede tidspunkt at sælge knust-is-med-smag, så er det i al fald hurtigt reageret og eksekveret.
Og forbrugerne anerkender tilsyneladende indsatsen. Brandweek Brandindex Report måler på ugeplan de mest omtalte brands baseret på buzz. På en skala fra -100 til +100 er 7-Eleven steget fra 10 i begyndelsen af oktober til godt 20 på nuværende tidspunkt.