I 99,99 % af mine vågne timer misunder jeg ikke mennesker med fast job deres tilværelse. Det eneste, der i et svagt øjeblik kan få mig til at kigge langt efter en ansættelseskontrakt, er den potentielle mulighed for, at jeg ville blive kastet ud i forskellige efteruddannelses- og kursusaktiviteter storladent betalt af min arbejdsgiver.
Jeg kender mennesker i og uden for bureaubranchen, der opsvulmede af energi kommer hjem fra Harvard, Insead eller lignende hæderkronede institutioner. Og så tænker jeg, at jeg er meget alene i verden, og så er det næsten synd for mig.
Derefter kigger jeg dybt i min bankkonto og må konstatere, at jeg bare er fedtet, for jeg kunne jo sådan set betale det selv. Men hvad er det lige, jeg skal kaste mig over? Det kan jeg ikke finde ud af, og så er der meget belejligt altid en finanskrise, Eurokrise, gældskrise, askesky eller tsunami der konstituerer en glimrende undskyldning for at passe på sine penge og udsætte investeringen.
Og her er jeg vist ikke alene, for mig bekendt er der mange bureaukoncerner, der har det på samme måde, så i virkeligheden er muligheden for at blive sendt af sted med alt betalt sikkert begrænsede.
Således tager den ene dag den anden, og jeg glædes over mit frie liv, indtil jeg kan mærke rastløsheden og trangen til at gøre noget andet, forlade den vante rille og få greb om nye værktøjer, der kan afføde nye måder at gøre tingene på.
Og det har jeg faktisk i løbet af det seneste år fundet en rimelig og helt ubegribelig billig løsning på, og den ide vil jeg gerne give videre til andre, der kunne tænkes at have det som mig, også selvom de er i fast job.
Når jeg påstår, at det er billigt, mener jeg billigt i form af penge op af lommen, for det kræver selvsagt tid. Tid man ikke kan sælge til en kunde. Tid man må betragte som en investering i sig selv.
Her i sommer har jeg for første gang konceptualiseret proceduren. Jeg kalder det “grundforskning”, og ingredienserne består af tre ting.
For det første læsning. Læsning af alt mellem himmel og jord, der kan have perifer faglig relevans, men det er ikke nok, for man skal også have nogen at tale med om de nye indsigter.
Derfor er den anden ingrediens gode venner eller samarbejdspartnere, der læser og holder sig orienteret på samme måde.
For det tredje højt til loftet.
Konceptet går ud på at finde en eller flere af disse velorienterede og observante mennesker og lukke os inde i min lejlighed fra 9 til 17 uden anden dagsorden end at diskutere, hvad der har brændt sig ind på nethinden i den seneste tid.
Før proceduren blev formaliseret foregik den slags i varierende tidsrum uden for arbejdstid som hovedregel under indtagelse af mad og vin. Det blev det ikke mindre muntert af, men til gengæld noget mere flyvsk, og når ret skal være ret ikke altid lige frugtbart, set i bakspejlet forstås.
Nu er vi morgenfriske og kun under indflydelse af koffein. Og vigtigst af alt forpligtede på at få noget ud af det. Ikke noget bestemt, det ligger i selve begrebet grundforskning, men et eller andet. Ingen aner, hvad der kommer ud af grundforskning på den korte bane, kriteriet er alene, at det der undersøges opleves som vigtigt og interessant.
At det skal tage en fuld arbejdsdag er helt bevidst, for det forhindrer, at man tjekker ud, når samtalen umiddelbart går i stå. Det er ofte i den ubekvemme pause, at der opstår nye tanker.
For efter fattig evne at give appetit på ideen, skal her kort refereres, hvad tidligere kreativ chef og nuværende freelancer Patrick Isaak og jeg blandt andet kom rundt om på sådan en grundforskningsdag i sidste uge. Læseren må gerne undre sig og tænke, hvad helvede har det med noget som helst at gøre? Svaret blafrer helt bevidst i vinden.
Patrick og jeg diskuterede, hvad udflytning af den fysiske produktion af varer betyder for ideudvikling. Hvad sker der med innovation og konceptudvikling, når hverken virksomhedens egne symbolanalytikere eller deres højt betalte konsulenter kan se, føle, lugte, smage eller høre, hvad der foregår på fabrikken i baghaven?
Det førte ad overraskende omveje til en lang snak om, hvad den medlemsfattige danske fagbevægelse burde gøre sig til talsmand for i den anledning.
Vi diskuterede bogen “The Paradocs of Choice”, som i følge Patrick blandt andet handler om, at der findes to slags beslutningstagere: Optimizers og satisficers.
Optimizeren styrter byen rundt, selv når han skal købe noget så simpelt som en hvid skjorte. Hver gang han finder en acceptabel hvid skjorte, begynder tvivlen at nage ham, og han går videre til den næste butik i håbet om, at han der vil finde den optimale hvide skjorte.
Det sker imidlertid aldrig. Selv når han har købt og betalt for en skjorte, vil han tænke, at der nok findes en, der var pænere lige rundt om hjørnet. Stakkels ham. Bliver han ikke hjulpet af troværdige brands og empatiske sælgere rammes han af kronisk handlingslammelse.
Satisficeren har det noget nemmere. Han køber den første hvide skjorte, han umiddelbart kan lide.
Så sprang vi til Norge, hvor vi var vilde med Stoltenbergs evne til at italesætte en hel nations følelser og med det samme angive retningen på, at det onde ikke skal mødes med krig, men med mere demokrati og åbenhed. Det var ikke det onde eller terroren, der i denne sammenhæng interesserede os, men evnen til at sætte ord på folks følelser. Noget fagbevægelsen også kunne have brug for.
Herefter fulgte en lang debat om hvilke brands, der forsøger eller burde forsøge sig med den slags og de kommercielle muligheder for med udgangspunkt i at ramme den helt rigtige følelse at kunne anvise en farbar retning.
Debatten blev delvist afsporet af ordet “italesætte”, som Patrick hader, og jeg elsker. Nogen enighed blev ikke opnået desangående.
Da klokken blev sytten nul dut var vi totalt udasede og sagde pænt farvel. Der var ingen konklusioner, ingen to-do-liste intet andet end en overflod af tanker, som stadig rumsterer i baghovedet og vil gøre det i lang tid. Nogen af dem har allerede fundet vej til kundemøder.
Det er billigt. Det er udfordrende. Det er opløftende. Det kan anbefales. Men kræver noget så grænseoverskridende som håndtering af mangel på umiddelbar formål og retning.
PS. For at tage eventuelle nedladende kommentarer i opløbet, vil jeg gerne understrege, at jeg godt er klar over, at det ikke har noget med egentlig forskning af gøre. Begrebet grundforskning bruges alene som et billede på det, vi foretager os.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
