Af Peter Engholm 25@mail.dk

Peter Ammentorp og Nicolai Villads afslutter et eventyrligt år på Ogilvy-bureauer kloden rundt. Efter Shanghai og et kort ophold i New York gik turen videre til Paris og Sao Paulo, som de nu siger farvel til.

For en gennemsnitlig politisk korrekt indstillet dansker ville Ogilvy i Sao Paulo i Brasilien formentlig være en grænseoverskridende oplevelse.

For to unge danske reklametalenter har det dog først og fremmest været en berigende oplevelse. Her er i mange henseender lige netop dét, der kan gøre et bureau godt.

Det er dog ikke alt, der lige let kan overføres til danske bureauer, og her finder man det grænseoverskridende:

“Hver fredag eftermiddag er der Golden Friday. Her samles alle mændene på kontoret for at kåre ugens lækreste kvindelige kollega,” siger den ene af de to Peter Ammentorp, mens hans makker Nicolai Villads tilføjer:

“Den slags ville aldrig gå i Danmark. Man ville blive sagsøgt i løbet af et kvarter. Men her er der klapsalver, dans og overrækkelse af et trofæ. Det er en sjov oplevelse for alle, og understreger brasilianernes umiddelbarhed og at de ikke tager tingene så alvorligt.”.

Bureaubiz beskrev for et halvt år siden, hvordan de unge løver Peter Ammentorp, 28, og Nicolai Villads, 26, havde fået konverteret Cannes-guld i både Young Media Lions og Future Lions til en enestående rundtur i Ogilvys globale netværk.

Tre måneder på Ogilvy Shanghai efterfulgt af et kort ophold på New York-kontoret. Vi lovede at vende tilbage til teamet igen, når de var nået længere på deres kreative jordomrejse.

Og Peter Ammentorp og Nicolai Villads er nået længere. De er faktisk ved at slutte rejsen og vende “hjem” til New York. De har været tre måneder i Paris og snart også tre måneder i Sao Paolo. Og Bureaubiz skyper dem på et hotelværelse i Rio de Janeiro, hvor de tilbringer en – sjælden – fridag.

Og først Paris:

“I hele perioden arbejdede vi på 2012-planen for Louis Vuitton. Oven på Kina og Shanghai var vi især taknemmelige over, at vi kunne forstå markedet – og nok så væsentligt: At vi kunne kommunikere med vores kolleger uden tolk,” siger Nicolai Villads.

“Ogilvy Paris er lille bureau sammenlignet med New York, men samtidig meget internationalt. Der er folk fra hele verden, og både produktivitet og tempo er højt. New York er en stor maskine på 2.000 personer, og møder er noget, der skal lægges ind. I Paris holdes mødet på gangen, og man er videre,” siger Peter Ammentorp.

“Samtidig har det smittet af at få en ny og meget ambitiøs kreativ direktør fra Sydafrika. Det blev til en guldløve i Cannes, og en kåring som det bedste bureau i Europa ved Eurobest 2010. Det var spændende – der var en stor gejst, og pariserne er – sammenlignet med new yorkere – bedre til at nyde livet,” siger Nicolai Villads.

Selv om bureauet og byens indbyggere var en positiv oplevelse, så skulle det blive endnu bedre, så teamet nåede til rundrejsens sidste stop; Sao Paulo. Også selv om forventningerne var skruet noget ned.

“Vi frygtede det værste og forventede, at Brasilien og Sao Paulo ville være et minefelt af kriminalitet. Sådan hænger det overhovedet ikke sammen,” siger Peter Ammentorp.

“Vi troede, at Sao Paulo – på sin egen måde – ville være lige så fremmedartet og kontrastfyldt, som vi havde oplevet Shanghai. Men brasilianere og danskere minder faktisk om hinanden, hvad angår humor og tilgangen til livet. Bortset fra at brasilianere er noget mere åbne,” siger Nicolai Villads.

De to danskere har netop taget hul på deres sidste uge i Brasilien, og derfor kan vendingen “set i bakspejlet” godt bruges. Og i dét lys virker Sao Paulo som det helt rigtige sted at afslutte en global bureau-rundfart.

“Brasilianerne har tilsyneladende fundet opskriften på, hvordan man skal drive bureau. Det eneste, vi kan pege på, er de korte ferier,” siger Nicolai Villads.

“Brokkulturen på et bureau er – desværre – en international tendens: Man brokker sig over kunden, over briefet og/eller budgettet. Men ikke her. Deres tilgang til arbejdet er så positiv – og så berigende,” siger Peter Ammentorp.

“Brasilianere er livsglade, afslappede og så meget uden bagtanker, at de næsten virker naive. Du er typisk på arbejde fra ni morgen til ni aften, og bureauet er bemandet døgnet rundt. Men det er samtidig en fest. Der danses på bureauet, og kulturen er både demokratisk og social: Alle yder, hvad de kan – og de får lov til at yde noget på store opgaver,” siger Nicolai Villads.

Og varen bliver tilsyneladende leveret, og Ogilvy Sao Paulo hentede sidste år 10 løver hjem fra Cannes, mens det i år blev til 11 af slagsen.

Nu er rejsen snart forbi, og turen går tilbage til Ogilvy New York – men ikke tilbage til manden, der i sin tid sendte dem ud på rejsen. Lars Bastholm var dengang digital kreativ chef for Ogilvy i Nordamerika og kreativ direktør for O&M i New York, men har sidenhen sagt farvel til bureauet.

Nicolai Villads og Peter Ammentorps plan er at vende tilbage til bureauet, og så herfra se i hvilken retning vinden blæser – og hvor og hvordan de bedst kan udnytte deres så langt fra gængse samling af globale bureau-erfaringer.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club