Hvordan ser en mindst-25-årig ud?

Alkoholreklamenævnet har strammet retningslinjerne for markedsføring af alkohol over for unge. Men skærpelsen sker med en gummi-formulering.

I går offentliggjorde Alkoholreklamenævnet nye retningslinjer for, hvordan aikohol skal markedsføres over for unge – eller snarere, hvordan det ikke skal markedsføres, for der tale om stramninger fra nævnet, der har Forbrugerrådet og Bryggeriforeningen som permanente medlemmer.

Blandt andet må markedsføringen aldrig finde sted i medier, hvor over 30 pct. af publikum er, eller med rimelighed vurderes at være, børn og unge.

Rimeligt præcist, men der er også gummi at hente i de nye retningslinjer:

“Modeller, skuespillere og lignende, der anvendes i markedsføringen skal være og se ud til at være, mindst 25 år.”

For én ting er at være – eller ikke at være – mindst 25 år, det kan afgøres med et cpr-nr eller et kørekort, men “se ud til at være mindst 25 år” er sværere at afgøre.

“Baggrunden for retningslinjerne er, at nogle ser yngre ud, end de reelt er. Og det er for at undgå, at modeller i markedsføringen ligner nogen på 16 eller 18 år,” siger Per Sten Nielsen, der er Alkoholreklamenævnets kommunikationschef.

Men hvordan vurderer man, hvordan en mindst-25-årig ser ud?

“Det er klart, at man ikke kan lave faste kriterier for, hvordan man ser ud som 25-årig. Men det er en skærpelse af retningslinjerne: Det er ikke nok bare at være mindst 25 – man skal også se sådan ud,” siger Per Sten Nielsen.

Det er bare ikke ligetil – på forhånd – at vide, hvordan man kommer frem til dét …

“Det må nævnet vurdere fra sag til sag, hvis der kommer klager herom. Reglen om at være mindst 25 år er helt objektiv, mens det er mere subjektivt, hvornår man ser ud til at være mindst 25 år,” siger Per Sten Nielsen.

Hvis Alkoholreklamenævnet konstaterer, at retningslinjerne er overtrådt, udtaler nævnet kritik af den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den pågældende markedsføring. I særlige grove og gentagne tilfælde vil kritikken blive offentliggjort via en pressemeddelelse.

Bryggeriforeningen har ca. 40 medlemmer, der har forpligtet sig til at følge retningslinjerne for god markedsføringsskik. Det gælder imidlertid ikke Cult – producenten af bl.a. Cult Shaker er hverken medlem af nævnet via nogen organisation eller indstillet på at følge retningslinjerne.

“Vi følger loven og ikke retningslinjerne, og vi har ikke tænkt os at ændre på vores markedsføring. Med de her retningslinjer vil det være fuldstændig umuligt at reklamere overhovedet,” sagde Brian Søren, dir. i Cult Energy, i går til Berlingske Tidende.