Af Hanne Feldthus

Mon de har det så sjovt, som deres chefer siger?

Klumme og jeg er meget hjemme. Det giver sig selv, når vi arbejder og bor samme sted. Vi færdes rent fysisk i små CO2-neutrale cirkler. Der er mindre end to meter fra soveværelsesdøren til skrivebordet og max tre meter fra skrivebordet til langbordet i køkkenet, der også fungerer som mødebord for folk, der gerne vil snakke om strategi, koncepter, artikler, bøger, blogs, tendenser og andet godt. Faktisk er der et rend af mennesker, så ensomme bliver vi ikke. Og gang i den er der som regel.

Der bliver grinet og diskuteret, så det er en lyst, mens der drikkes Nescafe eller Cola Light og ryges cigaretter. Det må man nemlig godt hjemme hos mig. Vi arbejder heller ikke med alkoholforbud og den slags begrænsninger på selskabeligheden.

Klumme er dog ikke så selskabelig anlagt, så den har fået sit eget værelse med en omfattende bogreol, hvor den kan gå ind og lukke døren, når gæsterne bliver for højrøstede.

Klumme vil heller ikke med ud, når jeg smutter af sted til møder andre steder.

Den har således ikke oplevet, hvordan det er at komme rundt hos både bureauer og diverse virksomheder, hvilket på sin vis er synd, for den stilhed man møder på kontorerne ville nok passe dens introverthed godt.

For der er virkelig forbavsende stille forbavsende mange steder, og det var der også før, vi lærte at stave til finanskrise. For en tidligere reklamedame er det endvidere bemærkelsesværdigt, at der er ikke særlig stor forskel på at besøge et bureau og en “almindelig” virksomhed. Hvordan får man gode, banebrydende, involverende ideer i stilhed?

Folk sidder typisk flere sammen i store kontorer ved dyre hæve-sænkeborde og kigger ind i deres skærme eller taler dæmpet i telefon for ikke at forstyrre kollegerne. Der er pænt og ordentligt og røgfrit, og alt ser frygtelig professionelt ud. Men muntert kan man ikke kalde det.

Det kan umiddelbart godt undre, for der tales rigtigt meget om, at det skal være sjovt at gå på arbejde i disse år. Et sted så jeg oven i købet et stort banner på facaden, hvor det direkte stod at læse, at inde bag den tykke mur, havde de det sjovt. Men ok, det var et pensionsselskab, så det skal nok passe.

Inden man undrer sig for meget, er det vigtigt at huske, at vi mennesker har en tendens til først og fremmest at tale om det, der ikke er nok af. I disse år taler vi for eksempel ustandseligt om al den tid, vi ikke har. Tid er blevet en mangelvare og står derfor højt på agendaen.

Vi taler ligeledes mere og mere om, hvor meget familien betyder for os i takt med, at dens praktiske relevans mindskes, og flere og flere opgiver at leve sammen.

Selveste Gud har fået en renæssance Den offentlige debat er fyldt med religion, og den ene medievante præst efter den anden udtaler sig i bogstaveligste forstand om alt mellem himmel og jord samtidig med, at kirkerne står gabende tomme hver søndag, og Gud kun konsulteres ved festlige lejligheder, og når vi skal herfra.

Sådan er det også i erhvervslivet. Man taler om det, der er mangel på. Det, man stræber efter. Det, man ønsker sig mere af. Vi kan således uden blusel tillade os at lave en rask lille juleslutning: Den stilhed, jeg møder rundt omkring, er ikke udtryk for, at folk sidder og morer sig uden lyd på. De morer sig slet ikke. Og jo mindre de morer sig, des mere besværgende taler deres chefer om, hvor sjovt det pinedød skal være.

Det har bakkesangerinden, foredragsholderen og forfatteren Karen-Marie Lillelund besluttet sig for at gøre noget ved. Hun har netop udgivet en bog, der hedder: “Humor på arbejde. Du beslutter selv, hvor sjovt det skal være.” Så er man ude over det med cheferne.

Fru Lillelund er en overordentlig morsom dame. Det kan således ikke anbefales at tage alt for meget make-up på, hvis man skal høre et foredrag af hende. Man græder af grin, og det virker så pinligt at gå ud af lokalet med mascaraen løbende i stride strømme ned over kinderne.

Bogen fortæller i forventet underholdende stil om, hvordan forskellige ansatte på eget initiativ sørger for at gøre det hele lidt mere fornøjeligt rundt omkring på en række virksomheder, hvor bakkesangerinden har været i selvvalgt praktik.

Jeg vil undlade at give eksempler, men nøjes med at konstatere, at bogen ikke er nogen dårlig julegave til dig selv og dine nærmeste kolleger, hvis I synes, der er blevet lidt for stille rundt om jer.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at snige mig til at pakke den ind til Klumme, så må vi se, om den bliver i bedre humør til næste år.

Og nu vil jeg lægge et link til denne klumme ud på Facebook, for der arbejder jeg naturligvis fortsat på at blive kendt, men mere om det i nærmeste fremtid.

  • “Humor på arbejde. Du bestemmer selv, hvor sjovt det skal være.”
  • Karen-Marie Lillelund
  • Gyldendal Business, 2008

Kommentarer

  1. Hvor har du ret.
    Nu har jeg jo heldigvis oplevet branchen dengang det var sjovt. Dengang man cyklede på gangene, hørte høj musik, spillede dart med køkkenknive og – samtidig – lavede overraskende, fantastiske kreative løsninger.
    Måske er det fordi, det at lave reklame, lige præcis er blevet det, vi dengang svor på at det IKKE var: Rocketscience!
    Det er desværre blevet en videnskab istedet for en lidenskab.
    Når jeg idag – som freelance kreatør – bevæger mig rundt i branchen ser jeg nøjagtig de samme bøjede rygge foran skærmene. Alle har hørebøffer på og ingen taler med hinanden.
    Jeg har endda oplevet at sidde i et mødelokale, hvor det forventedes af os, at vi skulle være kreative. På et tidspunkt morede vi os så meget over nogle indfald, at en kreativ fra tegnestuen kom hen og lukkede døren ind til os, så de kunne få ro til deres videnskab.
    Fantastisk!
    Det ville uden tvivl klæde reklamebranchen at få lidt vildskab og glæde tilbage.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club