Aleris Privathospitaler, der en del af den nordiske EQT-ejede Aleris koncern, har indgået en bureauaftale med IB&Co.
Aftalen betyder, at det Ikast-baserede bureau fremover skal beskæftige sig med den fremtidige markedsføringsstrategi og de tilhørende markedsføringsaktiviteter.
“Aleris har en yderst professionel, men på samme tid meget hjertevarm tilgang til at drive forretningen, og en af de spændende kommunikationsudfordringer vi skal løse, bliver at indkapsle denne tilgang i Aleris brandet,” siger direktør Mogens Sejer Iversen fra IB&Co.
Aleris er en af Nordens største behandlings-, pleje- og omsorgsvirksomheder med ca. 5.000 ansatte og en omsætning på 3,9 mia. svenske kr.. Den danske gren, som bl.a. omfatter fem privathospitaler, intensiverer nu kommunikationen på et marked som omfatter både forsikringsselskaber, det offentlige samt den almindelige dansker, som ønsker at benytte det frie sygehusvalg.
“Vi agerer i en branche, som ofte er anderledes i forhold til andre brancher. Derfor er det vigtigt for os at have en partner, som i sidste ende med indsigt og målrettethed skaber merværdi for vores patienter. Når alt kommer til alt, så er det patienternes sundhed og livskvalitet, det handler om. IB&Co har overbevist os om, at de har viljen og evnerne til at gøre dette,” siger marketingchef Morten Andreasen fra Aleris Privathospitaler.