Ikano Bank vælger sit andet bureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Inden for en måned har den Ikea-ejede Ikano Bank valgt to bureauer – et dialogbureau og et reklamebureau.

Ikano Bank, der udspringer af Ikea-familien, har vækstambitioner – ikke så usædvanligt for et pengeinstitut, men for Ikanos vedkommende kan man sige, at der bestemt er plads til at vokse, for banken hører bestemt ikke til blandt de største, eller sågar de næst-største, herhjemme.

Hidtil har Ikano Bank mest gjort sig bemærket med salgsfinansiering til detailhandlen, men nu skal kendskabet øges – og produktporteføljen bredes ud.

Og til dét formål har man på kort tid hentet hele to bureauer ind. I sidste måned meddelte RelationshusetGekko, at man nu har fået Ikano Bank på kundelisten. Og nu følger så tilsvarende melding fra Rosenstand, Kyllebæk & Co.

Det kunne tyde på et vist ambitions- og budgetniveau, at man ikke kun holder sig til et dialogbureau, men også vælger massekommunikationen til i form af et reklamebureau.

Det er – med en vis form for snilde – undgået Bureaubiz og Ikano Bank at få hinanden i tale, men vi arbejder fortsat på det.