Nicolai Stahl udtaler sig pænt og ordentligt i pressemeddelelsen fra Ikea om, at selskabet nu sætter gang i en bureaukonkurrence om hele det danske budget.
Bureauet har tænkt sig at deltage og kæmpe for at beholde kunden.
Spørgsmålet er dog, om han har haft det lige som pigen, der er for ung til at tage med til Sunny Beach. For bureauets arbejde for Ikea har været meget succesrigt – ikke bare med en lang række kreative priser. Kampagnen blev også kåret som årets mest effektive i AEA i 2010, og Ikea har jublet over resultaterne.
Og så skal bureauet alligevel igennem en kostbar bureaukonkurrence.
Den officielle forklaring er umiddelbart yderst banal. Ikea vil altid gerne gøre det bedre og finder det sundt efter en årrække at gennemgå og revurdere et samarbejde med en partner.
“Men det ligger ganske enkelt til Ikea at tænke sådan. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Hjaltelin, Stahl & Co, og det har været succesrigt. Men vi skal hele tiden bevæge os, så jeg tror, det er sundt både for os og for bureauet at tage sådan en proces,” siger Lena Gaarde, der er fungerende marketingchef.
På samme måde er det heller ikke givet, at “kvalitetstestet af hverdagen” skal fortsætte som platform. Den har umiddelbart rettet sig mod en dansk problemstilling omkring kvalitetsopfattelsen. Det er dog et koncept, som Ikea også har arbejdet med andre steder i verden, fortæller Lena Gaarde.
“Vi har ramt plet i forhold til, hvor vi og markedet har været, og platformen har været meget succesrig. Det kan godt være, den skal fortsætte – måske med en anden tone – men det har vi ganske enkelt ikke taget stilling til,” siger Lena Gaarde og fortsætter:
“Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke bare læner sig tilbage og er tilfreds selvom man har en platform, der fungerer rigtig godt. Det handler også om at se lidt længere frem.”
Ikea har i Danmark hyret Hestbæk Consult til at facilitere processen, der frem mod slutningen af juni vil sigte på at udvælge en shortliste på 3-4 bureauer. De vil så efter sommerferien blive bedt om at løse en opgave med afsæt i en konkret brief, hvorefter den endelige beslutning bliver truffet til oktober.
Hjaltelin, Stahl & Co. er ikke selvskrevet på shortlisten.
“Udgangspunktet skal være ligeværdig, men vi er rigtig glade for, at Hjaltelin, Stahl & Co. har besluttet at deltage, og vi vil ikke være kede af at se dem på short-listen,” siger Lena Gaarde
For Hjaltelin, Stahl & Co. er det nok den kunde, der har givet bureauet størst opmærksomhed, som man nu skal kæmpe for. Konkurrencen kommer oven på et ellers ret givtigt forår, hvor man har vundet kunder som Tryg og Scandlines.
Tankesættet er det samme, der ligger bag, at man i Sverige netop nu også har sat gang i en bureaukonkurrence, men herudover er det en tilfældighed.
I Sverige har man arbejdet sammen med Forsman & Bodenfors siden 1996, og det har ligeledes været et succesrigt samarbejde. Ifølge Resume udfordres Forsman & Bodefors af DDB, McCann og Lowe Brindfors.