Sidste år var et af de gode for konsulenthuset Impact, der leverer digital transformation og e-handel. Det tidligere Webdanmark har fremlagt et 2016-regnskab med 6,560 mio. kr. på bundlinjen, og det er 86 pct. mere end i 2015.
Ifølge Impacts adm. direktør og partner Kasper Holst skyldes fremgangen ikke mindst et generelt øget fokus på digitalisering, blandt andet som følge af “hvad der er kaldt Danmarkshistoriens mest digitale regeringsgrundlag”.

“Vi kan mærke, at danske virksomheder er begyndt at tage digitalisering alvorligt. Vores erfaring gennem 19 år har givet os en klar konkurrencefordel, da vi har opbygget et stærkt kompetencemix inden for digital transformation; noget, især handelsvirksomheder og store brands efterspørger,” siger Kasper Holst.
Impact fik otte nye kunder i 2016, og porteføljen tæller blandt andre Imerco, Kaufmann, Lemvigh-Müller, Widex og TDC. Til Bureaubiz oplyser selskabet, at man ikke har tabt en stor kunde i mange år.
Med 36 nye kolleger det seneste år har Impact netop rundet de 100 medarbejdere, og Kasper Holst varsler yderligere oprustning i 2017. Samtidig vil man fokusere særligt på “at optimere interne processer og konsolidere forretningen”.
Nøgletal for 2016 (i parentes 2015)
Årets resultat: 6,560 mio. kr. (3,492)
Bruttofortjeneste: 67,114 mio. kr. (44,054)
*Bruttoavance: 74,5 mio. kr. (51)
* Bruttoavance pr. medarbejder: 876.471 kr.
Antal medarbejdere: 85
*estimeret
