App-bureau opruster på chefgangen

Peter Engholm
25@mail.dk

Det In2media-ejede Insilico mander op med en kvinde som ny chef for interaktionsdesign. Hun har bl.a. en fortid hos Creuna.

Opdateret: I slutningen af oktober oplyste adm. direktør for InSilico, Thomas Vejlemand, at app-huset talte 10 medarbejdere, og at de forventede at være 14-15 ved årsskiftet.

Som sagt, så gjort: InSilico tæller nu 15 medarbejdere i Danmark og Ukraine, og planen er at udvide staben til 30 inden for et par år.

I første omgang kan man kaste et kig på den senest tilkomne: Lisa Sommer, der er ny chef for interaktionsdesign. Hun har bl.a. en fortid hos Creuna, hvor hun stoppede i midten af sidste år.

”Jeg er født ind i den mobile del af bureauverdenen, og her agter jeg at blive. Hos InSilico skal jeg være med til at udvikle brugervenlige og serviceorienterede mobile løsninger, og så skal jeg bygge en tydelig og gangbar bro mellem det udviklingsorienterede og de kreative- og designmæssige kompetencer i In2media gruppen,” forklarer Lisa Sommer.

Hun har arbejdet med informationsdesign til mobile enheder siden 2006 – bl.a. hos Creuna for kunder som Post Danmark, Djøf og Viasat. Tidligere har Lisa Sommer ledet UX afdelingen hos mobilepeople, hvor hun bl.a. stod i spidsen for apps og mobile sites for en række internationale kunder.

Planen om en fordoblet medarbejderskare – og en omsætning på over 30 mio. kr., ikke at forglemme – er funderet på troen om “mobile first”. InSilico henviser til bl.a. Google, Facebook og Adobe, der udvikler og designer til den mobile platform til at begynde med og føjer andre medier og kanaler til efterfølgende. Google forudsiger, at andelen af mobiltrafik i løbet af de næste 12 måneder vil nå 50 pct. af den samlede internettrafik.

”Smartphones og tablets er  godt i gang med at ændre den måde, vi kommunikerer, interagerer og går på nettet på. Både for private og virksomheder. Men mange danske virksomheder har endnu ikke investeret i det kæmpe potentiale, der ligger i at integrere de mobile platforme med virksomhedens forretning,” siger Thomas Vejlemand, der udover at være adm. direktør i InSilico også er Chief Market and Customer Executive hos In2media.

For nylig kunne InSilico offentliggøre en analyse af de 200 førende danske virksomheder målt på omsætningen. Her kom det frem, at kun omkring 15 pct. af disse virksomheder i dag har optimeret deres hjemmeside til mobile enheder. Dét selv om webtrafikken i stigende grad generes netop fra mobile enheder.

“Forretningspotentialet er stort, og investeringerne bliver selvforstærkende, når det først går op for virksomhederne, at 10-15 pct. af deres omsætning potentielt kommer fra mobilhandel,” siger Thomas Vejlemand.

InSilico er for 50 procents vedkommende ejet af In2media, og hele bureau-gruppen på Rosenvængets Allé i København tæller i dag ca. 100 ansatte.