Mindre end 100 dage efter at Hanne Danielsen overtog direktørstolen på det danske kontor, bliver hun nu også en del af den internationale ledelse i PR-virksomheden Hill & Knowlton.
Det sker med titlen Head of Media and Entertainment, Europe, Middle East and Africa (EMEA).
Jobbet indebærer, at Hanne Danielsen i samarbejde med kolleger lige fra Mellemøsten til Finland skal agere motor inden for forretningsudvikling, ekspertise og kompetenceudvikling.
Hun kom til Hill & Knowlton med en baggrund som blandt andet direktør for TV 2s nye forretningsområder, som selvstændig i konsulentfirmaet Story Farm og direktør for produktionsselskabet Strix Television Danmark, og den baggrund har gjort indtryk på Hill & Knowltons europæiske bestyrelsesformand og CEO, Sally Costerton.
“Vi mener, at Hanne med sine kompetencer, strategiske tilgange og ikke mindst hendes årelange erfaring med tv- og mediebranchen, er den rette person til posten,” siger Sally Costerton i en pressemeddelelse.
Hanne Danielsen siger:
“Målet er, at vi i fremtiden vil blive endnu bedre til at bruge erfaringer og kompetencer på kryds og tværs af landegrænserne. Vores mange multinationale kunder kræver, at vi sammensætter multinationale teams, og det har vi i forvejen gode erfaringer med i Hill & Knowlton.”