For nogle år siden landede jeg i et møde, hvor tre herrer i forbløffende grad pustede sig op. Nogen vil sige, at de var som primitive hanner, der kæmpede for at bevare deres status i flokken op til brunstperioden. En anden og mere bramfri udlægning af sagen ville være, at de målte størrelsen på deres … Ja, behøver jeg at sige mere.
Imens dette spil foregik, var de helt uinteresserede i at høre, hvad jeg havde at sige på trods af, at jeg var indkaldt til at præsentere et kommunikationsstrategisk oplæg, som de selv havde godkendt igangsættelsen af.
Det var ikke meget, jeg fik sagt på det møde, og folk, der kender mig vil vide, at det ikke er helt nemt at få mig til at holde min kæft, men her mødte jeg en overmagt, jeg ikke havde kræfter til at gå op i mod.
Det begyndte med, at den øverste chef øjeblikkeligt ændrede den opgaveformulering, jeg havde arbejdet ud fra. Divisionschefen for den division, mit strategi angik, blev kortvarigt hylet ud af den, hvilket gav den anden divisionschef anledning til at positionere sig på bekostning af ham.
Da de havde skændtes en del om, hvad problemstillingen overhovedet var, enedes de til sidst om at høre på, hvad jeg fundet ud. Freden blev dog kort, for da jeg præsenterede nogle af deres egne tal som grundlag for min strategi, begyndte de forfra med at diskutere, om de tal gav et retvisende billede af virkeligheden.
Det kunne jeg dårligt blande mig i, da det var tal, der var udleveret som en del af briefingen, hvorfor jeg havde taget dem som gode varer. Hvilken kunde giver bevidst forkerte oplysninger til en konsulent, de betaler i dyre domme for at arbejde for dem?
Nå, de tre musketerer blev mere og mere perfide over for hinanden, alt imens jeg blev reduceret til en passiv hun, der fra sidelinien kunne se på, at de brølende stangede deres gevirer mod hinanden.
I dag lyder det som en sand parodi, man kun kan trække på skuldrende af, men dengang var det en oplevelse, der ikke virkede befordrende for min selvtillid. Mødet endte i absolut ingenting bortset fra almindelig tumult.
Da jeg fortumlet gik hjem igennem byen, begræd jeg for første gang mit køn. Jeg var rasende over at blive reduceret til en passiv hun. Rasende over, at jeg ikke havde instinkt til at forstå, hvad der foregik i øjeblikket og følgelig ikke kunne optræde med passende gennemslagskraft og værdighed. Det var en af den slags situationer, hvor man bagefter har 100 gode ideer til, hvad man skulle have gjort, men ikke har åndsnærværelse til det i kampens hede.
Mens jeg trampede i fortovet og i tankerne gennemgik, hvad der var foregået og prøvede at forstå deres ubegribelige adfærd, opstod tanken om at anskaffe mig en mødedildo.
En dildo i en størrelse, der var over gennemsnittet, men ikke brutalt stor. Lige præcis stor nok til, at de kæmpende herrer ville fatte, at den var større end deres eget udstyr og formodentlig også større end deres rivalers.
Med andre ord: Min dildo ville være den største fallos i lokalet, hvorfor de godt kunne lægge deres primitive kamp på hylden.
Ideen gav mig en vis oprejsning, men så gik tanken i glemmebogen. Lige indtil i onsdags, hvor jeg skulle undervise et større hold i personlig gennemslagskraft. Nu skulle det være. Mødedildoen skulle introduceres.
Ekspedienten i butikken “Lust” var straks med på ideen. Sjældent havde hun da hørt noget så friskt, og i fællesskab fik vi fundet en knaldrød dildo i lækker silikone. “Så kan du også bruge den bagefter”, som hun så praktisk anførte, da jeg betalte med mit private Dankort for ikke at ophidse min revisor.
Det vakte stor moro og begejstring, da jeg pakkede dyret ud og fortalte ovenstående historie. Gennemslagskraft kan man få på mange måder, og dirty tricks er ikke at gå af vejen for.
Ideen er hermed givet videre til Bureaubiz’ kvindelige læsere. Befinder du dig i en situation med en flok mænd uden for terapeutisk rækkevidde, trækker du bare din mødedildo, så skal de nok komme ned på jorden igen. Det kan anbefales, at lade den blive i æsken, så de ikke tror, du har taget den op af natbordsskuffen. Det gør dem bare mere distraherede.
God fornøjelse!
