Irmas topchef, Alfred Josefsen meldte i formiddag ud, at Irma-butikkerne vest for Storebælt lukker.
“Der er mange rigtig gode og kvalitetsbevidste Irma-kunder i Aarhus og Odense. Men uden for Sjælland må vi konstatere, at der sjældent er nok til, at vi kan drive en fysisk butik rentabelt. Det beklager jeg, for jeg havde en drøm om at gøre Irma landsdækkende,” siger adm.dir. Alfred Josefsen til jp.dk.
Det er fem år siden Irma første gang krydsede Storebælt med åbningen af en butik i Aarhus. Dernæst fulgte en butik i Odense og det er også blevet til en butik i Risskov uden for Aarhus.
Men den landsdækkende drøm nåede altså kun til tre butikker, og nu tager man konsekvensen af det svigtende salg og lukker helt ned.
De jyske og fynske Irma-tilhængere vil til gengæld kunne købe Irma-varer på nettet. Allerede for et par uger siden meldte Irma nemlig ud, at de satser stort på nettet og regner med at løfte netsalget fra 30 mio. kroner til 500 mio. kroner på tre år.
Irma har i den forbindelse omdøbt torvet.dk til irmatorvet.dk og sitet får et brush-up her i foråret. Markedsføringen af denne satsning er netop startet i Vestdanmark.