I Børsen i sidste uge kaldte Frederik Preisler, direktør i Mensch, tilbudsaviserne for en “voldsom usund industri”, og han mener ikke, at en afgift på reklametryksager nødvendigvis er et onde.
Det fik Kenneth Pedersen, adm. direktør i Republica, til at undre sig højlydt over, at man som kommunikations-mand kan være tilhænger af en afgift på kommunikation – især når nu tilbudsaviser er det mest populære reklamemedie blandt forbrugerne.
Det interessante er, at både Mensch og Republica er bureauer for Irma – og her siger adm. direktør Alfred Josefsen om det debatterede medie:
“Indledningvist er det logisk at spørge sig selv: Findes tilbudsaviserne i år 2020? Og det mest sandsynlige svar er, at de da er blevet overhalet indenom af andre medier, at de er blevet pålagt restriktioner, eller at forbrugerne har aversioner mod dem.”
På den “rigtig lange bane” eksisterer tilbudsaviserne ifølge Alfred Josefsen således ikke. Og dén tilgang har detailkæden reageret på.
“Vi forsøger at kommunikere med vores kunder via andre kanaler. Og i de seneste ca. tre år har vi holdt tilbudsaviserne ude af Amager – og det fortsætter vi med. Det er et spændende projekt, men om det samlet set er et plus eller minus, er vanskeligt at gøre op. Vi har dog suget nogle erfaringer op, som andre endnu ikke har gjort sig,” siger Alfred Josefsen.
Men derfra og så til helt at kvitte tilbudsaviserne på nuværende tidspunkt – det ville ifølge Irma-direktøren ikke være klogt, eller formuleret mere kontant:
“Det ville være en dum idé at trække sig helt ud af tilbudsaviserne. Vi ville miste salg. Tilbudsaviser virker godt i Danmark – detailhandlen har opdraget forbrugerne med dem. Så på dette område er det svært at være firstmover,” siger Alfred Josefsen.
Han udtaler sig om Irma og vil nødig brede kommentaren ud til også at omfatte de aktuelle, politiske forhandlinger om en afgift på reklametryksager. Et godt råd vil han dog gerne give:
“Hvis der indføres afgifter på tilbudsaviser, så bør det ske gradvist, så branchen har tid til at indrette sig på det.”