Isobar-direktør stopper og rejser til Vietnam

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kasper Åkerlund udskifter de danske himmelstrøg med de vietnamesiske – og Dentsu Aegis med GroupM. Hans afløser er fundet internt. Kasper Åkerlund forlader et bureau i vækst.

Efter små tre år i spidsen for Dentsu Aegis selskabet Isobar har Kasper Åkerlund valgt at takke af – og i stedet satse på noget fundamentalt anderledes. I hvert fald i forhold til hvilke himmelstrøg han befinder sig under.

Kasper Åkerlund har nemlig valgt at fortsætte sin karriere i Vietnam. Men det er ikke kun himmelstrøgene, han udskifter. Kasper Åkerlund skal være Chief Operation Officer i GroupM i Ho Chi Minh i Vietnam.

I stedet vil Jakob Kalkar overtage ansvaret for forretningen.

Han forlod for et år siden et job hos Carlsberg for at tiltræde som direktør for forretningsudvikling og siden for at etablere Amplifi. Det stopper han ikke med – jobbet som CEO for Isobar er en udvidelse af hans ansvarsområde.

”At arbejde og lede en gruppe mennesker i spændingsfeltet mellem kreativitet, teknologi og data er en absolut drøm for mig. En drøm jeg startede med at udleve i Amplifi og jeg ser nu frem til at udnytte synergierne mellem Isobar og Amplifi til at skabe unikke løsninger og produkter for vores kunder,” siger Jakob Holm Kalkar.

Der er nu 25 ansatte i Isobar, og Dentsu Aegis øverste chef, Lars Bo Jeppesen fremhæver, at selskabet kom ud af 2013 med et resultat, der er “100 pct. bedre end året før.” Samtidig fremhæver han, at bureauet har vundet adskillige priser.

“Nu hvor Isobar har bevist sin eksistensberettigelse i vores gruppe er det ambitionen at tilføre yderligere resourcer, så vi kan fordoble bureauet inden for de kommende 18-24 måneder, og dermed blive ”hub”i vores internationale Isobar netværk, der på globalt plan omfatter mere end 4.000 personer,” siger Lars Bo Jeppesen.