IT-fagforening vælger Knowit

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bureauet skal arbejde med brandaktivering og digital medlemshvervning, som er en ny satsning fra Prosa.

Efter en pitchrunde med to andre bureauer har Knowit vundet opgaven om at blive strategisk partner for IT-fagforeningen Prosa. Knowit skal bl.a. hjælpe Prosa med brandaktivering, kampagner og digitale medlemsrejser.

Knowit afløser ikke noget andet bureau, da samarbejdet er en del af en ny digital satsning fra Prosa.

“Vi valgte Knowit, fordi de præsenterede en helhedsorienteret og tværfaglig tilgang – ikke bare med fokus på enkelte løsninger, men med blik for hele vores rejse og udvikling som fagforening. De forstod, at vi ikke vil sætte gang i alt på én gang, men bygge klogt og langsigtet,” siger Grith Enemark, kommunikationschef hos Prosa.

Det nye samarbejde føjer endnu en medlemsorganisation til Knowits portefølje, som bl.a. består af Socialpædagogerne, ASE, Lærernes A-kasse og Lægeforeningen.

Hos Knowit ser man naturligvis frem til at tage fat på opgaven:

“Prosa er en stærk og progressiv fagforening med medlemmer, der har høje forventninger til det digitale udtryk og oplevelsen. Vi glæder os til at være med til at bygge deres digitale identitet og tilstedeværelse op – trin for trin og med respekt for organisationens særlige kultur og formål,” siger Simon Oscar Andersen, senior client manager hos Knowit.